Android 5.0 Lollipop ruller ud til Samsung Galaxy Alpha

Samsung udsender i skrivende stund ny software til Galaxy Alpha her i Danmark. Du kan nu opdatere den til Android 5.0.2 - også kendt som Lollipop.

Android 5.0 Lollipop ruller ud til Samsung Galaxy Alpha

Hvis du er blandt ejerne af Samsungs knap et år gamle Galaxy Alpha med metalrammen, som banede vejen for designet i de mange næste Samsung-produkter, så er der gode nyheder.

I Danmark udsender Samsung netop nu en softwareopdatering til Galaxy Alpha, som opdaterer softwaren fra Android 4.4.4 Kitkat til den næstseneste version, Android 5.0.2 Lollipop.

Læs også: Samsung Galaxy S6 får Android 5.1.1 Lollipop i Europa

Opdateringen ankom ifølge en af Mobilsidens læsere, Rene, omkring klokken 13:00 og har versionsnummeret G850FXXU2COF4. Hvis du derfor har den europæiske model af Galaxy Alpha, som hedder SM-G850F, bør denne opdatering være klar til download lige nu.

Hvis du ikke har modtaget en notifikation om denne opdatering, kan du selv tjekke ved at gå ind i Indstillinger » Om enhed » Softwareopdatering » Opdater, hvor den bør komme frem. Hvis ikke, må du blot væbne dig med tålmodighed i takt med den rulles ud til flere enheder.

Lollipop

Her er nyhederne i Android 5.0 Lollipop

Denne Android 5.0-version har allerede en del måneder på bagen – ja, faktisk over et halvt år. Den største nyhed i Android 5.0 Lollipop er den helt nye Material Design-brugerflade, som Google står bag. Den er dog gemt godt væk af Samsungs egen TouchWiz-brugerflade, som er tilføjet ovenpå.

Samsung har dog i den forbindelse også gjort en indsats for at give sin egen brugerflade et ansigtsløft, og derfor fremstår TouchWiz på Samsungs udgave af Android væsentligt pænere end hidtil.

Læs også: Android 5.1 Lollipop til Samsung Galaxy S6: Her er nyhederne

Android-versionen byder også på det såkaldte Project Volta, som er Googles forsøg på at optimere batteritiden på alle produkter med softwaren.

Et nyt notifikationssystem har også fundet vej, som er bygget op omkring tre tilstande: ”Ingen”, ”prioritet” og ”alle”. Med disse kan du styre, hvordan lyd og notifikationer må og ikke må forstyrre dig, lige som alle notifikationer nu også fremtræder på låseskærmen.

Android 5.0 bringer også officiel understøttelse for 64-bit-processorer, som ses i alle nye topmodeller.

Læs også: Android M er officielt – de 6 største nyheder

Der er mange flere nyheder at fremhæve i Android 5.0.2 Lollipop, som du kan se i denne oversigt.

Ifølge Rene, som har tippet Mobilsiden om udrulningen af opdateringen, skulle telefonen hakke og hoste godt og grundigt efter opdateringen er fuldført. Har du samme oplevelse med Android 5.0.2 til Galaxy Alpha, eller kører det flydende? Del gerne din oplevelse i kommentarfeltet herunder.

Android Lollipop Samsung Galaxy Alpha
Sådan ser Android 5.0.2 ud på Samsung Galaxy Alpha. (Foto: Rene)