Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Android Auto til bilen kommer til 18 nye lande

Android Auto til bilen kommer til 18 nye lande

Googles Android Auto-styresystem til biler lanceres i 18 nye lande verden over, men en lancering i Danmark lader endnu vente på sig.

Foto: Frandroid.com

Næsten samtidig lancerede de to it-giganter Google og Apple hvert sit styresystem, der skal gøre bilen smartere med håndfri eller betjent musikafspilning, GPS, SMS/chat og telefonopkald ved at blive tilsluttet din smartphone - enten Android Auto parret sammen med en Android-smartphone eller Apple CarPlay parret sammen med en iPhone.

Gradvist ses de to styresystemer i flere og flere biler og ikke mindst tredjepartsudstyr såsom JBL Legend CP100. Både Apple CarPlay og Android Auto lider dog under at være begrænset til et fåtal af lande - formentligt som følge af lovgivninger i de enkelte lande, hvor en global lancering derfor ikke er mulig.

Læs også: Android Auto til biler får en god modtagelse

Foruden at nå frem til flere bilmodeller og produkter er Google også i gang med at udrulle softwaren til flere lande, og det er netop nu sket. Det skriver Googles Android-profil på Twitter i et tweet. Heri lyder det: ”Fuld fart frem. Android Auto er nu tilgængelig i 18 nye lande” efterfulgt af alle de respektive landes flag skrevet med emojis.

Man kunne håbe, at Android Auto begyndte at sprede sig til flere europæiske lande, men det er i høj grad syd- og mellemamerikanske lande, der er repræsenteret på nedenstående liste over nye lande:

Argentina Den Dominikanske Republik Peru
Bolivia Ecuador Rusland
Brasilien Guatemala Schweiz
Chile Indien Uruguay
Colombia Panama Venezuela
Costa Rica Paraguay Østrig

Det betyder, at der samlet set nu er 29 lande, hvor Android Auto er tilgængelig. De sidste 11 lande, hvor Android Auto kan bruges, er Australien, Canada, Frankrig, Irland, Italien, New Zealand, Spanien, Storbritannien, Tyskland og USA (nu også Puerto Rico).

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies