Android-update til Incredible S lader vente på sig

Opdateringen til Android 2.3 af HTC Incredible S burde have været tilgængelig nu. Men det er den ikke.

Android-update til Incredible S lader vente på sig

HTC lancerede under Mobile World Congress HTC Incredible S med styresystemet Android 2.2 (Froyo) men lovede samtidigt, at mobilen kort efter salgsstarten, ville blive opdateret til Android 2.3.3 (Gingerbread).

I den efterfølgende dialog som Mobilsiden.dk havde med HTC blev det sagt, at “opdateringen til Incredible S vil være klar kort efter at Desire S var landet i butikkerne”, hvilket den var i starten af april måned (8. april 2011).

Mere konkret skrev vi, at kunderne skulle forvente opdateringen “i løbet af april” / “cirka midt i april måned”.

HTC Twitter Incredible S
HTC’s officielle Twitter blev der lovet en opdatering til Incredible S kort efter salgsstarten.

Update lovet på Twitter

Ikke kun Mobilsiden.dk modtog ovenstående udmeldinger om Android-updaten.

I et par svar til brugerne på HTC’s officielle Twitter skriver HTC den 15. februar 2011, at “Incredible S will ship with 2.2, but it will receive a 2.4 update shortly thereafter”. Senere er “2.4” dog blevet korrigeret til Android 2.3.3.

Men HTC har siden da ændret på deres udtalelser.

I løbet af Q2

– “Vi arbejder på en opdatering af Incredible S – og vil sende den ud til vore kunder så snart den er klar,” siger HTC’s nordiske pressechef Rikke Juul Hansen til Mobilsiden.dk

Mere konkret lover hun, at opdateringen er klar “i løbet af andet kvartal 2011”, hvilket jo kan være indtil slutningen af juni måned.

Rikke Juul Hansen mener ikke at opdateringen som sådan er forsinket, da den hele tiden har været lovet “i andet kvartal”.

Læs også:
 – Mobiltest: HTC Incredible S 

Web-TV: Se testen af HTC Incredible S