Anklage: Kommuner har lavet priskartel på mobilmaster

Teleselskaberne betaler overpris for leje af grunde til mobilmaster og teknikskabe, lyder det i en kartelanklage mod kommunerne.

Anklage: Kommuner har lavet priskartel på mobilmaster

Kommunerne vil gerne sikre sig, at de opkræver nok i leje af teleselskaberne, for plads til mobilmaster og teknikskabe.

Derfor har de angiveligt koordineret priserne på lejen, skriver Børsen, der også fortæller, at der nogle steder har været stigninger på flere hundrede procent ’natten over’.

Børsens artikel bygger på materiale fra teleanalytiker John Strand, Strand Consult, der har anmeldt det mulige kartel til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dokumenterne skulle angiveligt vise at Esbjerg Kommune har stået for arbejdet med sammenligning af lejepriserne. Flere andre kommuner har endda indrapporteret deres priser til Esbjerg Kommune.

På denne baggrund er prisen for udlejning af plads til mobilmaster foreslået hævet fra 27.720 til 40.000 kroner årligt og prisen for plads til teknikskabe fra 5.000 til 20.000 kroner.

Lejeaftalerne indbringer angiveligt kommunerne mere end 100 millioner kroner om året.