Apple afslører nyt Apple TV med Siri og egen App Store

Efter 2,5 års stilhed lancerer Apple 4. generation af Apple TV, som bringer ny, forbedret hardware med sig sammen med integration af assistenten Siri.

Apple afslører nyt Apple TV med Siri og egen App Store

Ved aftenens store Apple-event kunne Apple langt om længe løfte sløret for det nye Apple TV, som har været rygtet over adskillige måneder. Den lille tv-boks var nemlig ikke klar ved årets tidligere WWDC-event, men i dag er den altså blevet en realitet.

Læs også: Apple lancerer iPad Pro på 12,9″ med tastatur og stylus

Denne 4. generation af Apple TV ligner ved første øjekast forgængerne, men bag den lille, sorte boks i det altid stilrene design gemmer der sig flere store nyheder. Hardwaren har fået en vanlig opgradering, hvilket blandt andet tæller den kraftige 64-bit Apple A8-processor, som driver sidste års iPhone 6 og 6 Plus, samt en forøgelse af lagerpladsen til enten 32 eller 64 GB modsat de forrige 8 GB.

Apple TV
Apple TV-boksen ligner sig selv – den er kun få mm højere, men fjernbetjeningen er designet helt på ny.

Den ekstra lagerplads bliver der også brug for, idet Apple lancerer en helt ny App Store til Apple TV, hvis nye styresystem i klassisk Apple-stil er døbt tvOS. Med den nye App Store til Apple TV åbner Apple fuldt op for apps og spil fra tredjepart til den lille tv-boks, og der er dermed udsigt til endnu et stort Apple-økosystem.

Læs også: Live fra Apples iPhone-event [LIVE]

Apple TV gøres samtidig til en spillekonsol – dels på grund af den åbne App Store – men også på grund af den forbedrede fjernbetjening, som introducerer en berøringsflade i den øvre halvdel. Den muliggør en langt mere intuitiv navigering i styresystemet, men det ikke det eneste, den kan. Med sensorer i fjernbetjeningen kan dine bevægelser registreres, som kan være både praktisk og sjovt under spil.

Apple TV
Med Apple TVs nye fjernbetjening kan du lave forskellige gestures eller bevægelser.

Fjernbetjeningen forbinder nu til Apple TV gennem Bluetooth, så du slipper for at skulle pege den direkte til boksen. Apple lover hele 3 måneders batteritid, og når du en sjælden gang skal have liv i den igen, foregår det ganske smart med Apples egen Lightning-stik.

Siri, Apples personlige stemmeassisstent kendt fra iOS, er i det nye Apple TV nu en væsentlig del af brugeroplevelsen. Med Siri kan du søge efter film direkte i apps som Netflix, HBO og iTunes, så du lynhurtigt kan finde det, du leder efter, ved eksempelvis at søge efter titler, genrer eller skuespillere. Som altid kan du også stille Siri alle de gængse spørgsmål, som du er vant til.

Apple TV

Pris og tilgængelighed

Apple oplyser ved den store event, at den nye, forbedrede tv-boks er klar til salg allerede næste måned, men det vides endnu ikke, hvilke lande det omfatter.

Priserne er til gengæld ude, og de lyder på $149 eller 1.000 kroner for den billigste model med 32 GB intern lagerplads, mens du skal af med $199 eller 1.300 kroner for modellen med 64 GB intern lagerplads.

Seneste nyt i sagen

Emnet er stadig relevant. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 10/9/2015 publicerede vi en vinkel omkring Apple iPhone 6S og 6S Plus – Her er nyhederne – Læs den her. Se også seneste nyt om emnet her..