Apple-event på torsdag – Det forventer vi

På torsdag holder Apple endnu et event, og der kan være mange ting på programmet for alverdens æblefans

Apple-event på torsdag – Det forventer vi

Selvom Apple for nylig løftede sløret for deres iPhone 6 og iPhone 6 Plus, så er der altså ikke mange dage til Tim Cook og co. står på scenen igen.

Det er nok ikke flere iPhones, der skal vises frem, men Apple laver også mange andre ting at vise frem på torsdag klokken 19 dansk tid.

Læs også: Apple iPhone 6 Plus: Større end nogensinde – del 1 [TEST]

Apple kan have alt fra iMacs til iPads linet op, når de igen slår dørene op, og især skærmene kan få en del opmærksomhed, efter Apple med iPhone 6 Plus gik over deres Retina-opløsning.

iPad Air

Det er så godt som sikkert, at der kommer en ny iPad Air fra Apple. Hvad der kommer til at ske med den nye version i forhold til den gamle er der dog større spørgsmålstegn om.

Der kommer med al sandsynlighed en ny processor, ligesom der gjorde i iPhone 6 og iPhone 6 Plus, og så forventer de fleste, at Touch ID kommer til iPad’en – første gang teknologien kommer i en af Apples tablets.

Læs også: Apple iPhone 6 Plus: Større end nogensinde – del 2 [TEST]

Vi har allere fået nogle billeder, som skulle vise den nye Apple iPad Air 2, som den sandsynligvis kommer til at hedder. Du kan se billederne her.

Derudover er der også gode chancer for, at man vil kunne få en iPad Air 2 med en smule Midas over sig – der skulle nemlig være en guld-version på vej ud over de klassiske hvid og sort.

Læs også: iPad Air 2 kommer snart og vil blive endnu tyndere

Efter Full HD i iPhone 6 Plus, som Apple har døbt Retina HD, så er der også snak om Apples iPad Air 2 vil få en skærm med højere opløsning. Apples iPhone 6 Plus har en pixeltæthed på godt 400, og der kan være noget lignende i vente for iPad Air 2.

På skærmfronten kan der også være et nyt lag anti-refleks på vej, så skærmen bliver mere tydelig.

Apple arbejder tilsyneladende også på en version af iPad’en, som skulle måle hele 12,9”, men den skulle først komme til næste år. Hvis vi er heldige, får vi en tidlig version at se, men det er tvivlsomt.

iPad Mini

Hvis Apple holder deres mønster med en opdatering om året, så er der også en iPad Mini i vente. Det spændende her er, om den så også rent faktisk kommer.

Nettet er som regel fyldt med rygter om alt mellem himmel og jord, men omkring en ny iPad Mini har der været forbavsende stille.

Læs også: Mobil og iPads i sengen skader kreativiteten

Det er dog med en vis sikkerhed, at man alligevel kan sige, at der også vil komme nyt fra Apple på denne front, og man kan forvente forbedringer, der ligner dem på iPad Air 2.

Det vil altså sige en Touch ID-sensor i hjem-knappen, et lag anti-refleks på skærmen, og nok også en ny processor ligesom familiemedlemmerne iPhone 6 og iPhone 6 Plus.

iMac

For første gang kan vi få en iMac at se med Apples Retina-skærm. Apple giver lidt mere gas på pixels for første gang på en af deres desktop-computere, og det vil mange se som en kærkommen tilføjelse.

Læs også: iOS 8 på næsten hver femte enhed

Størrelsen på denne eller disse iMacs med Retina-skærme er dog ikke sikker endnu, og derfor er det også svært at spå om en egentlig opløsning. Nogle tror, at det bliver en 27” skærm med en 5K-opløsning, men det er rygter i den løsere ende.

Derudover er der de klassiske opdateringer i specifikationerne, som med al sandsynlighed vil få et boost i en eller anden grad, som eksempelvis en lidt hurtigere processor.

OS X Yosemite

Det er et stykke tid siden, vi så det første udkast, men nu er Apples styresystem til de store skærme ved at være klar for alvor.

Læs også: Apple låser sig selv ude med iOS 8

Der er stort samspil med iOS i Apples OS X Yosemite, og det har blandt andet mulighed for at tage telefonen, hvis den er tæt på, og man kan gnidningsløst arbejde videre på et dokument fra iOS og på desktoppen.

Designet har også fået sig en overhaling, og måske er det med til at give en højere opløsning på de kommende iMacs – OS X Yosemite gør sig bedst med mange pixels.

Apple TV

Invitationen til Apples kom-sammen lyder ‘it’s been way too long’, som på dansk vil lyde i retningen af ‘det er alt for længe siden’.

Noget af det, der har gået længst uden en ny version fra Apple er deres Apple TV. Apples streaming-boks, der samtidig kan få Apple-skærmen op på fjernsynet.

Den nyeste version af Apple TV er fra januar sidste år, og det er altså ved at være oppe over med en ny version. Streaming-tjenester har fået en stadig større plads i folks hjem, og derfor vil det være oplagt med en spritny model.

MacBooks

Det er ikke sikkert, der kommer nye MacBooks lige med det første. MacBook Air og MacBook Pro har begge fået nogle forbedringer i løbet af året, så derfor kommer der nok ikke nogen nye inden længe.

Der er relativt konkrete rygter om en MacBook Air 12” med Retina-skærm, men som det ser ud lige nu, så kommer den først næste år. Derfor kan den selvfølgelig stadig blive en gæst på scenen på torsdag, bare i en tidlig udgave.

Fortsættelsen:

Meget er sket siden vi bragte artiklen. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 12/10/2014 fortsatte vi fortællingen med artiklen om Overblik: iPhone 6 Plus test, kåring af hurtigste 4G-mobil, nyt HTC flagskib – Den kan læses her. Få også seneste nyt om temaet her..