Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Apple iPhone X - Smartphonen som et statussymbol

Apple iPhone X - Smartphonen som et statussymbol

Kommentar: Med iPhone X går Apple nye veje, hvor stil og status vil betyde mere end funktioner og specifikationer.

Der er 10 år siden Steve Jobs fyrede sin ikoniske ’One More Thing’-oneliner af foran en hujende skare af fans, ansatte samt presse- og branchefolk. Med et vendte han op og ned på hvad en telefon skulle kunne. Den moderne smartphone, som siden er blevet hvermandseje, så dagens lys.

Men netop det, at vi alle har en, er det der i dag giver en virksomhed som Apple vokseværk. Rent teknologisk har Apple ikke længere det forspring over konkurrenterne som det nød dengang. Men selskabets investorer forventer fortsat, at Apple igen overgår sig selv på omsætningen.

Der skal enten sælges flere iPhones - eller der skal sælges dyrere iPhones.
At sælge flere iPhones, har Apple allerede dog allerede forsøgt: en iPhone er ikke længere bare en iPhone. Nu kan du få den efterhånden i et utal af farver, priser samt både i størrelserne Small, Medium og Large.

Den vilde succes er dog udeblevet, for Apple som virksomhed har i de seneste tre år ikke rykket sig voldsomt: markedsandelene er skredet og i enkelte kvartaler er iPhone salget ikke bare stagneret, styksalget faldt.

Det næste logiske skridt for tech-giganten er derfor at se på prisen.

Se også:  Apple iPhone X - supermobilen til det næste årti

Sådan presser Apple priserne op

Opgaven er altså ligetil: priserne skal op. Heldigvis for Apple, har de verdens førende brand indenfor high-end elektronik og denne skal udnyttes til fulde.

For at forstå Apples nye drejebog, er det interessant at skele til hvordan selskabet har tacklet smartwatchet. Ret beset, er det ur Apple tilbyder ikke noget kondensat af avanceret elektronik og lyse idéer. Det er et glimrende smartwatch, men det er hverken først, stærkest eller mest funktionsrigt.

Til gengæld fås det i eksklusive keramiske materialer, med designerremme fra Hermès og kan ekviperes med et utal af moderigtige remme - så længe man betaler merprisen i forhold til den lige så funktionsrige Watch Sport. Altså, stil og status fremfor funktioner og features.

Opskriften synes at fungere, for Apple sælger flere smartwatches i de dyreste segmenter end nogen anden urproducent. Med de erfaringer i bagagen, skal formlen afprøves på kerneforretningen. Apples nye flagskibstelefon bliver første iPhone, hvor stil og status bliver definerende for serien.

Prisen, den bliver derefter, det er den eneste vej for Apple. Spørgsmålet er nu, hvorvidt køberne vil følge efter. Svaret får vi den 3. november, når telefonen får sin salgsdebut.

Se også:  Her er forskellen mellem iPhone X, iPhone 8 og iPhone 8 Plus

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies