Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Apple lancerer iPad Pro på 12,9" med tastatur og stylus

Apple lancerer iPad Pro på 12,9" med tastatur og stylus

Apple lancerer den største iPad nogensinde, som med sin kæmpe skærm på 12,9” og enormt kraftige hardware kaldes iPad Pro.

En af Apples helt store nyheder ved aftenens event er den længe ventede iPad Pro, som er den største iPad nogensinde. Forestil dig en normal iPad - blot endnu større, kraftigere og mere produktiv: Så har du Apples helt nye iPad Pro.

Den store skærm på 12,9" rummer den hidtil højeste skærmopløsning på en iPad på hele 2.732 x 2.048 pixels. Du har altså langt flere pixels - over 5 mio. - at gøre godt med, hvis du vil arbejde med billeder, dokumentar eller andre produktive opgaver.

Øget produktivitet med tastatur og stylus

Netop dette er iPad Pro skabt med henblik på. Et cover som ekstratilbehør fungerer som fysisk tastatur a la Microsofts Surface-tablet, som dockes til Pro’en med en ny, smart magnetisk forbindelsesmekanisme. Ydermere kan du øge produktiviteten med den anden tilhørende nyhed, Apple Pencil.

Lige som rygtet lød er iPad Pro optimeret til at spille perfekt sammen med en stylus, der giver væsentligt højere præcision. Med denne trykfølsomme Pencil-stylus åbnes der op for uanede muligheder af kreativt brug – og det skyldes i særdeleshed også det nye iOS 9 med todelte apps. Det har med andre ord aldrig været nemmere at arbejde produktivt med iPad Pro.

Læs også: Live fra Apples iPhone-event [LIVE]

Apple lover endnu kraftigere hardware i den kæmpe iPad Pro. Faktisk er den nye A9X-processor intet mindre end 22 gange hurtigere end den første iPad og utrolige 360 gange hurtigere, når det gælder grafikchippen. I forhold til sidste års A8-processor er der dobbelt så meget RAM (nu 2 GB) og dobbelt så hurtig lagerplads.

Skal du bruge iPad Pro til multimedier, skuffer den bestemt heller ikke på lydfronten. Apple fordobler antallet af højttalere, så der er fire af slagsen – to i toppen og to i bunden. Samtidig kan iOS-styresystemet registrere, hvordan du holder iPad’en og optimere lydoplevelsen derefter.

Priser og tilgængelighed

Apple oplyser ved eventen, at iPad Pro bliver tilgængelig til november – to måneder fremme. iPad Pro findes i to varianter med enten 32 og 128 GB lagerplads for henholdsvis $799 eller 5.350 kroner og $949 eller 6.350 kroner. Sidstnævnte model kan også købes i en 4G-udgave, hvor prisen lyder på $1.079 eller 7.200 kroner.

Vil du have fingrene i den smarte Pencil-stylus til iPad Pro, skal du høste op med yderligere $169 eller 1.130 kroner samt $99 eller 660 kroner for coveret, som også fungerer som tastatur.

Der er dog endnu ingen bekræftede oplysninger om, hvilke lande denne store iPad lander i – og hvis den ender med at lande i Danmark, kan du formentlig godt regne med en højere pris.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies