Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Apple Music streamer i lavere kvalitet end Spotify

Apple Music streamer i lavere kvalitet end Spotify

Den nye musiktjeneste, Apple Music, vil afspille musik med en kvalitet, der ligger lidt under kvaliteten i Spotify Premium.

Hvis du går op i musik af høj kvalitet, er Apple Music muligvis ikke den rette tjeneste for dig, når den får debut til iOS, OS X, Windows og WatchOS den 30. juli.

Kvaliteten ligger nemlig en tand under hvad Spotify kan tilbyde med et Premium-abonnement. Ifølge SlashGear bliver musikken i Apple Music streamet med en bitrate på 256 kbit/s. Det er samme kvalitet som i iTunes Match, hvor du kan opbevare dit musik i iCloud.

Læs også: Apple Music: Streaming, downloads og radio i én løsning

I forhold til Spotify er det dog en anelse lavere. Med et Premium-abonnement til Spotify, som kan sidestilles med Apple Musics månedlige abonnement til samme pris, streames musikken med 320 kbit/s.

For det utrænede øre har det næppe den store betydning, men hvis du går op i musik i høj kvalitet, er streamingtjenesten Tidal formentlig et bedre valg. Her streames musikken i ukomprimeret kvalitet i det dyrere abonnement, mens kvaliteten skrues ned til 320 kbit/s i det normale abonnement.

Læs også: Har du behov for hi-fi-lyd? Tag testen her

Der er ofte stor debat om, hvorvidt det er til at høre forskel på eksempelvis 128, 256 og 320 kbit/s samt ukomprimeret lyd. Du kan sætte dine høreevner på prøve i denne test, som Mobilsiden bragte sidste uge. Her får du en idé om, hvorvidt forskellen i lydkvaliteten har betydning for dig eller ej.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies