Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Apple tænder for iTunes Match

Apple tænder for iTunes Match

Udviklerne får nu lov at lege med iTunes Match, som giver brugeren adgang til det personlige musikbibliotek via samtlige iOS- og Mac-enheder.

En af de mere interessante dele af Apples iCloud-tjeneste er iTunes Match. Tjenesten søger gennem al den musik, du har liggende i iTunes og forsøger at matche numrene med dem, som findes i iTunes Music Store.

Herefter ligger de i "skyen", hvorfra du kan hente dem på en hvilken som helst af dine enheder.

iTunes Match opdaterer dårlige 128 Kbps-musikfiler med spritnye 256 Kbps-udgaver.

Det betyder også, at du kan få "opdateret" dine dårlige musikfiler. Har du en gammel 128 Kbps mp3-fil liggende, bliver den automatisk opdateret til en 256 Kbps-udgave. Også selv om den er rippet fra en af dine egne cd-skiver.

iTunes Match blev i nat frigivet til registrerede Apple-udviklere i en opdateret betaudgave af iTunes 10.5.

iTunes Match tilbyder dig at lagre op til 25.000 musiknumre i skyen. Når du har synkroniseret din musik med iTunes Match, bliver numrene tilgængelige på samtlige dine Mac- og iOS-enheder via iCloud. Der kan tilknyttes i alt ti enheder per Apple-konto.

Modsat resten af iCloud-tjenesterne skal der betales abonnement for iTunes Match. Prisen bliver 25 dollars om året (cirka 135 kroner). Men der kan gå rum tid, før vi danskere kan bruge iTunes Match. Den lanceres i første omgang udelukkende i USA, og Apple har endnu ikke meddelt, hvornår den kommer til at kunne bruges i andre lande.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies