Apples garanti dækker ikke vandskader i iPhone 7

iPhone 7 er både vand- og støvafvisende, så den lever op til kravene til en IP67-certificering, men vandskader dækkes ikke under garantien.

Apples garanti dækker ikke vandskader i iPhone 7

Selv om Apple kan lokke med en såkaldt IP67-certificering i den nye iPhone 7, kan du ikke sænke den i poolen hver eneste dag og tage den med under vandet på en flere timer lang strandtur som det passer dig.

Der er nemlig stor forskel mellem beskyttelsesgraderne over for vand og støv, som angives med en IP-kode eller -certificering. I iPhone 7’s tilfælde hedder den IP67, som dækker over vand- og støvtæthed i ned til 1 meters dybde i maks. 30 minutter.

Så er der andre telefoner, eksempelvis Samsung Galaxy S7, der har en IP68-certificering. Teknisk set er den dermed vand- og støvtæt, men Samsung markedsfører den fortsat kun som ‘vand- og støvafvisende’.

Læs også: Apple iPhone 7 er ude – smartere og stærkere end nogensinde

iPhone 7 er derfor ikke vandtæt, som der ellers flittigt er blevet skrevet i forbindelse med lanceringen af telefonen. Det ses nemlig ofte, at vandtæthed og vandbestandighed fejlagtigt bruges i flæng.

Det er Apple bestemt også klar over, så derfor har producenten nederst på sin hjemmeside tilføjet en sædvanlig note, hvori der tydeligt står, at du skal være varsom med, hvordan du udsætter iPhone 7 for vand – for garantien dækker ikke vandskader, hvis sådanne skulle dukke op.

”iPhone 7 og iPhone 7 Plus er stænk-, vand- og støvafvisende. De er testet under kontrollerede forhold i et laboratorie og blev IP67-klassificeret i henhold til IEC-standard 60529. Stænk-, vand- og støvafvisningsgraden er ikke permanent og kan formindskes ved almindelig brug. Undlad at oplade en våd iPhone. Se i brugerhåndbogen, hvordan du rengør og tørrer den. Garantien dækker ikke væskeskade.”

Denne praksis er på ingen måde ny eller usædvanlig, for iPhone 7 er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt sikret til at kunne klare det højere vandtryk over en længere periode, der er nødvendigt for at iPhone 7 ville kunne få en IP68-certificering og dermed være vandtæt.

Og selv hvis det var tilfældet, ville Apple formentlig også tage samme forholdsregler som Samsung og blot markedsføre den som vandafvisende for at undgå samme problemer som Sony.

Historien er ikke slut

Siden redaktionen publicerede artiklen er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fortsatte historien. 12/9/2016 kom den efterfølgende historie med et indlæg omkring emnet Oversigt: Apple lancerer iPhone 7 og nyt Watch – Den videre historie om temaet finder du her. Seneste nyheder om iPhone finder du her..