Årets mobiler 2015: Her er vinderne!

Gik du glip af Mobilsidens store tilbageblik forrige måned? Så kan du få det store overblik over vinderne af årets bedste mobiler i 2015 her.

Årets mobiler 2015: Her er vinderne!

December måned bød på Mobilsidens årlige tilbageblik på det forgangne år. Syv afstemninger og 9.000 stemmer senere skal det bedste fra mobilverdenen sidste år findes.

I 2015 så vi utroligt mange interessante og innovative smartphones og tablets, men kun ét produkt inden for følgende kategorier kan løbe med sejren.

  1. Årets mobil
  2. Årets design
  3. Bedst til prisen
  4. Årets tablet
  5. Årets smartwatch
  6. Årets feature
  7. Årets streamingtjeneste

Hvis du ikke allerede har været forbi de enkelte afstemninger i mellemtiden, præsenterer vi hermed resultaterne af læsernes stemmer.

Årets mobil 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Årets mobil 2015: Samsung Galaxy S6 edge

Sidste år var det Sony, der sikrede sig den mest prestigefyldte titel som årets mobil, men den skal nu videregives til sydkoreanske Samsung, hvor Galaxy S6 edge vandt en ganske overbevisende sejr med 18,6 % af alle stemmerne.

Interessen for Samsung og ikke mindst Galaxy S6 samt denne kurvede Galaxy S6 edge har da heller ikke været til at overse, og med god grund. Samsungs sats med den dobbeltkurvede skærm viste sig nemlig at være et af årets største nyheder, hvis ikke den største – hvilket dette resultat også må siges at vidne om.

Læs testen: Samsung Galaxy S6 edge+: Den bedste phablet du kan få [TEST]

Da Mobilsiden anmeldte Galaxy S6 edge, scorede den også flotte 5½ ud af 6 stjerner, hvilket også er tilfældet med iPhone 6s, som kan findes på en flot 2. plads i afstemningen med 11,8 % af alle stemmerne. Endnu en Samsung, den normale Galaxy S6, ånder iPhonen i nakken med en 3. plads og 8,2 % af stemmerne.

Årets design 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Årets design 2015: Samsung Galaxy S6 edge

Samsung har haft et forrygende år, og den succes må også tilskrives de nye designtiltag, der blev gjort i forbindelse med lancering af bl.a. Samsung Galaxy S6 edge, som med hele 34,6 % af stemmerne også løber med sejren i denne afstemning.

I stedet for det hidtidige plastik pryder en skinnende overflade udført i Gorilla Glass nu bagsiden af Samsung Galaxy S6 edge, mens rammen består af solid aluminium – og forbrugerne er vilde med det.

Læs testen: Samsung Galaxy S6 edge+: Den bedste phablet du kan få [TEST]

Igen tegner samme billede sig som med årets mobil, hvor Apple må nøjes med en 2. plads efterfulgt af Samsung Galaxy S6 med henholdsvis 11,3 % og 7,7 % af stemmerne.

Bedst til prisen 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Bedst til prisen: OnePlus X

OnePlus viste med al tydelighed, at en smartphone med specifikationer og ydelse, der er en topmodel værdig, ikke behøver at koste en formue.

Flest stemmer (29,9 %) faldt nemlig på OnePlus X, som for en skarp pris på 2.049 kroner bringer specifikationerne fra sidste års OnePlus One-topmodel med sig i et nyt og mindre format også udført i Gorilla Glass og aluminium.

Læs testen: OnePlus X: Årets budgetmobil – næsten [TEST]

I kategorien bedst til prisen er OnePlus X altså ikke til at komme uden om. Microsoft fik en flot 2. plads med Lumia 640 og 28,7 % af stemmerne, og Huaweis P8 lite med 21,6 % førte til en 3. plads.

Årets tablet 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Årets tablet: Microsoft Surface Pro 4

Salget af tablets er faldende, men Microsoft har fundet en opskrift, der hitter hos forbrugerne: Den hedder Surface Pro 4 – den kraftige Windows-tablet, der kan tilsluttes et tastatur, og vupti – så har du en noget nær fuld funktionel bærbar computer med mulighed for at være produktiv i en noget højere grad end på iOS og Android.

Læs testen: Microsoft Surface Pro 4: Endnu en stilfuld hybrid [TEST]

Surface Pro 4 blev hædret med hele 35,6 % af stemmerne, og nærmeste konkurrenter blev Apple med iPad Air 2 og 14,2 % af stemmerne og Samsung med Galaxy Tab S2med 10,5 % af stemmerne.

Årets smartwatch 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Årets smartwatch: Samsung Gear S2

Smartwatches er til gengæld en produktkategori, der er enorm vækst i, og den udvikling kan stort set tilskrives to producenter: Samsung og Apple.

Trods Apples store succes med Apple Watch er det alligevel Samsung, der med 28,2 % af stemmerne til Samsung Gear S2 snupper sejren foran Apple Watch med 23,6 % af stemmerne.

Læs testen: Samsung Gear S2 – innovativt og solidt smartwatch [TEST]

Ud over at køre med Tizen som styresystem adskiller det sig også væsentligt med det smarte, roterende hjul rundt om skærmen, som giver en helt ny form for navigering i uret.

Årets feature 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Årets feature: Lynhurtig trådløs opladning fra Samsung

Samsung hiver på imponerende vis endnu en sejr hjem – denne gang i form af tilkøbsproduktet Fast Charge Wireless Charging Pad til bl.a. Samsung Galaxy S6 og Galaxy S6 edge.

Det specielle ved denne trådløse oplader er, at den lader op i næsten samme tempo som den almindelige Quick Charge-teknologi via ladekablet.

Læs også: Denne trådløse oplader kan selv lades trådløst op

Halvanden time skal opladeren kun bruge på at lade Galaxy S6 helt op, hvilket er omkring 40 % hurtigere end hidtidige trådløse opladere, og det har resulteret i en sejr på 22,9 % med Microsofts Continuum-funktion med 21,1 % lige i hælene.

Årets streamingtjeneste 2015
Foto: Mobilsiden.dk

Årets streamingtjeneste: Netflix

Streamingforbruget stiger i disse år eksplosivt, og det skyldes især én tjeneste: Netflix, som er Mobilsidens læseres foretrukne tjeneste med 31,5 % af stemmerne.

Netflix har da også det suverænt største indhold med attraktive film og tv-serier samt gradvist mere egenproduceret indhold til en rimelig pris samtidig med at være tilgængelig på alle de populære produkter og platforme i hjemmet.

Læs også: Globalt indhold på vej til Netflix

Efter Netflix følger svenske Spotify med 14,7 % og DR TV og Radio med 10,1 % af stemmerne.

Mere om stoffet

Sagen er ikke slut. Redaktionen har fulgt op på emnet. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. Allerede d. 11/1/2016 fulgte vi op med en ny vinkel på temaet Lenovo Yoga Tab 3 Pro – Et hit for mediemanden [TEST] – Læs den her. Og der er stadig puls i emnet. Læs de seneste nyheder om Tablet..