ASUS inviterer til Zenfone 4-lancering den 17. august

Sæt kryds i kalenderen ud for den 17. august 2017. Der løfter ASUS nemlig sløret for den kommende Zenfone 4-topmodel.

ASUS inviterer til Zenfone 4-lancering den 17. august

Tidligere på ugen blev en invitation fra ASUS offentliggjort på ASUS’ eget ZenTalk-forum, men hurtigt slettet igen. Ifølge den ville der være en event lørdag den 19. august i Filippinerne – en noget atypisk dag og lokation.

Der blev i den forbindelse spekuleret i, om der blot var tale om en invitation til en lokal præsentation af den kommende Zenfone 4-topmodel.

Det skulle vise sig at med al sandsynlighed at være tilfældet, for i dag har ASUS endelig udsendt den officielle invitation til den globale event, som vil finde sted torsdag den 17. august ved Next TV Studio i hovedstaden Taipei i hjemlandet Taiwan. Tidspunktet er klokken 14:30 lokal tid, hvilket på grund af tidsforskellen betyder, at det sker allerede klokken 08:30 dansk tid.

Læs også: ASUS teaser for nye Zenfone 4-smartphones

Udover den almindelige Zenfone 4 er der hele fire øvrige modeller på vej, som bliver udstyret med vidt forskellige processorer. Det er dog endnu uvist, om ASUS har tænkt sig at løfte sløre for alle fem modeller den 17. august, eller om de drypvis vil blive offentliggjort hen over de kommende måneder, ligesom det har været tilfældet med forskellige varianter af den tidligere Zenfone 3-topmodel. De ventede Zenfone 4-modeller fra ASUS og de dertilhørende processorer er som følger:

Modelnavn Modelnummer Processor
Zenfone 4 Max ZC554KL Snapdragon 430
Zenfone 4 Selfie Z01M Snapdragon 625
Zenfone 4 ZE554KL Snapdragon 630
Zenfone 4V V520KL/A006 Snapdragon 820
Zenfone 4 Pro Z01GD Snapdragon 835

Mobilsiden vil, som altid, dække de største nyheder fra ASUS’ event, når det hele går løs om to uger. Du kan også selv følge med fra ASUS’ egen hjemmeside, som tæller ned til eventen.