Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   ASUS lancerer ZenWatch 3 - nu med rund skærm

ASUS lancerer ZenWatch 3 - nu med rund skærm

ASUS varmer op til IFA-messen med lanceringen af det nye premium-smartwatch ZenWatch 3, der også får en premium-pris.

Foto: ASUS

IFA-messen er ikke engang begyndt endnu - nej, faktisk er der hele to dage til - men ASUS er tidligt ude og har som planlagt præsenteret dette efterårs nyheder ved en event i Berlin.

Ganske som ventet er en af hovednyhederne det nye ASUS ZenWatch 3, som skal følge op på producentens to tidligere smartwatches - men meget er sket på blot et år.

Den firkantede skærm i de to tidligere smartwatches er nemlig skiftet ud med en rund en af slagsen. Den måler 1,39” og har en opløsning på 400 × 400 pixels, der giver en pixeltæthed på 287 pixels per tomme.

Læs også: Asus Zenfone 3 - ny trio af stærke, prisvenlige smartphone

Det er et AMOLED-skærmpanel med en utrolig tynd skærmkant, der driver værket, så du får mættede og kontrastfyldte farver, hvor sort rent faktisk er helt sort.

Et kig på resten af det ydre afslører flere store forandringer. ASUS er skiftet over til et noget mere klassisk look, hvor der er lagt væk på at nå frem til en premium-udtryk med lækre materialer af god kvalitet. Derfor er den 9,95 mm tynde urkasse konstrueret i den såkaldte 316L-type af rustfrit stål, som bruges til fremstillingen af mange smykker og traditionelle ure. Det nye materiale er hele 82 % stærkere i konstruktionen end forgængeren, hævder ASUS.

Netop på urkassen ses ikke bare én, men tre knapper ved henholdsvis klokken 2, 3 og 4, som blandt andet kan give dig lynhurtig adgang til dine favoritapps. ZenWatch 3 er derfor det første Android Wear-smartwatch, der kommer med tre af sådanne knapper. Tre slags tilbyder ASUS også, når det kommer til farvemulighederne, som er sølv, rosaguld og gunmetal (sort). Dertil kan du vælge mellem italienske urremme af høj kvalitet eller gummiremme.

Foto: ASUS

Nyeste wearable-processor fra Qualcomm

Af mekanik er der også ganske spændende nyt. ZenWatch 3 kommer nemlig med Qualcomms relativt nye Snapdragon 2100-processor, som er lavet specifikt til wearables såsom smartwatches. Processoren er 30 % mindre end Snapdragon 400-processoren, som har været brugt i de fleste hidtidige smartwatches, samtidig med at den bruger 25 % mindre strøm.

Sammen med processoren kommer den med 512 MB RAM og 4 GB lagerplads. Dertil kommer den med ASUS’ HyperCharge-teknologi, der bringer hurtigopladning til smartwatches. På 15 minutter kan du således lade ZenWatch 3 op fra 0-60 %.

Læs også: Gorilla Glass introducer SR+: Skræddersyet til wearables

Det nye ur fra ASUS er også særdeles brugbart for fitnessfolket, der ønsker en præcis aflæsning af pulsen. ZenWatch 3 har nemlig en pulsmåler med en nøjagtighed på 96 %, hvilket skulle være blandt markedets bedste inden for smartwatches. Derudover er uret IP67-certificeret, som med andre ord vil sige, at det er vand- og støvafvisende. Uret kan derfor være den perfekte fitnessmakker hvad enten den står på en løbetur eller en tur i træningscenteret.

Foto: ASUS

Pris og tilgængelighed

ASUS sluttede den en time lang event af med at offentliggøre priserne på ZenWatch 3 sammen med de øvrige produkter, der blev lanceret – bl.a. en ZenPad 3S 10-tablet. I Europa får det nye smartwatch en pris på 229 euro, hvilket er noget dyrere end de 149 euro, som ZenWatch 2 kostede ved den europæiske udgivelse sidste år.

Læs også: ASUS ZenBook 3: Kraftigere, tyndere og lettere end MacBook

ZenWatch 3 er med andre ord 54 % dyrere, og da 2’eren fik en pris i Danmark på cirka 1.349 kroner, må det altså betyde en omtrentlig pris for ZenWatch 3 i omegnen af 2.600 kroner. Dermed er uret ikke i den billige ende, men absolut heller ikke i den dyreste, hvor det billigste Apple Watch og et Huawei begge begyndte fra 2.999 kroner, da de blev lanceret herhjemme.

Hvornår ASUS ZenWatch 3 så lander i Danmark, er der endnu ingen oplysninger om. Der er ikke andet for end at vente på en udmelding fra den taiwanesiske producent.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies