Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   ASUS ZenBook 3: Kraftigere, tyndere og lettere end MacBook

ASUS ZenBook 3: Kraftigere, tyndere og lettere end MacBook

ASUS' nye ultrabook, ZenBook 3, giver Apples MacBook kamp til stregen hvad angår ydelse, tykkelse og vægt. Ultrabooken suppleres af nye Transformer-pc'er.

Foto: ASUS.com

ASUS har ved Computex-messen i Taipei løftet sløret for hele sommerens portefølje. Det gjaldt først og fremmest de tre nye Zenfone 3-smartphones, men der er bestemt også store nyheder fra den taiwanesiske producent på pc-området.

ZenBook-serien har i de foregående år budt på ultratynde bærbare computere i et minimalistisk design kombineret med hardware i topklasse til en konkurrencedygtig pris, og ASUS fortsætter den gode stime med den nye ZenBook 3-ultrabook.

Læs også: Asus Zenfone 3 - ny trio af stærke, prisvenlige smartphone

Her har ASUS tænkt konstruktionen af ultrabook-pc’en fuldstændigt forfra, for målet synes at være at overgå Apples tynde og lette MacBook-computer. Derfor vejer den nye ZenBook 3 også kun sølle 910 gram modsat MacBook’s 920 gram takket være en ny aluminiumslegering, der ikke kun er 50 % stærkere end det, der er brugt i forgængeren, men også lettere.

Den nye ZenBook 3 kan fås i farverne Royal Blue, Rose Gold og Quartz Grey.
Den nye ZenBook 3 kan fås i farverne Royal Blue, Rose Gold og Quartz Grey.

Kraftigere, tyndere og lettere end MacBook

Den nye ZenBook er en tynd sag – meget tynd. Det tykkeste sted på den nye ZenBook 3 måler nemlig ikke mere end 11,9 mm. Til sammenligning måler den i forvejen enormt tynde MacBook kun 13,2 mm, mens det forrige Zenbook-flagskib, ZenBook UX305, måler 12,7 mm. I denne klasse fås det altså ikke meget tyndere end med den nye ZenBook 3.

Trods det tynde design og den lette vægt har ASUS formået at få plads til en kraftig Intel Core i7-processor, 16 GB RAM og en SSD på op til 1 TB via det hurtigere PCIe frem for det almindelige SATA. Batteri bør der også være rigeligt af, for ASUS lover op til 9 timers forbrug, mens du via USB Type C-porten kan lynoplade computeren igen, så du efter kun 49 minutter har fået 60 % strøm igen.

Læs også: ASUS' Chromebit-minicomputer kommer til Danmark

På det ydre er der gjort en stor indsats for at få en god skriveoplevelse med tastaturet trods de mindre dimensioner. ASUS gør især et stort nummer ud af, at der er blevet plads til en såkaldt key pitch – afstanden mellem midten af knapperne – på 19,8 mm, hvilket skulle være på højde på med tastaturer på stationære computer.

Tastaturknapperne på bærbare computere har ofte meget lidt ’travel’ – det vil sige den afstand tasterne bevæger sig ved tryk, men her har ASUS sørget for, at de flytter sig 0,8 mm.

Den forrige ZenBook UX305 har en skærm på 13,3”, men den er i den nye Zenbook 3 skruet ned til 12,5”. Skærmopløsningen er endnu ukendt, men beskrives som ’højopløselig’. En opløsning på 2.560 x 1.440 er derfor ikke usandsynlig, mens high-end-varianten kan få en 4K-opløsning.

ASUS ZenBook 3 er en tynd ultrabook med en tykkelse på kun 11,9 mm.
ASUS ZenBook 3 er en tynd ultrabook med en tykkelse på kun 11,9 mm.
Foto: ASUS.com

Pris og tilgængelighed

ASUS ZenBook 3 fås som altid i forskellige konfigurationer. Den billigste variant består af Core i5-processor, 4 GB RAM og en SSD på 256 GB. Prisen på denne vil i USA være på $999, hvilket formentligt vil svare til omkring 8.500 kroner. Et kig på sidste års Zenbook UX305 viser nemlig, at prisen i Danmark ligger cirka 28 % over den amerikanske – men det er naturligvis kun et skøn.

Vil du have en SSD på 512 GB i stedet, lyder prisen derimod på $1.499 svarende til omkring 12.800 kroner, mens topmodellen med Core i7-processoren, 16 GB RAM og en SSD på 1 TB er en noget dyr sag med en prisskilt på $1.999 – muligvis omkring de 17.000 kroner.

Læs også: ASUS lancerer Zenfone Max med gigantisk batteri

ASUS har endnu til gode at afsløre de danske priser, så det er derfor med et vist forhold, at priserne ovenover følger. Til sammenligning koster den dyreste MacBook-variant 13.999 kroner, hvilket endda er med noget lidt skrabede specifikationer i forhold til ASUS’ dyreste Zenbook 3. Der er ikke andet for end at vente på, at de endelige priser afsløres.

Begge Transformer 3-computere er udstyret med et støtteben på bagsiden lige som Microsofts Surface-computere.
Begge Transformer 3-computere er udstyret med et støtteben på bagsiden lige som Microsofts Surface-computere.

To nye Transformer-computere lanceret

Foruden ovenstående Zenbook 3-ultrabook har ASUS også lanceret to nye Transformer-computere – henholdsvis Transformer 3 og Transformer 3 Pro til at tage konkurrencen op med Microsofts Surface-computere. Begge er de såkaldte 2-i-1-computere, hvor du kan koble tastaturet til og fra som du vil og dermed skifte mellem formatet i en almindelig bærbar computer og en tablet.

Den normale Transformer 3 udmærker sig med sin tynde profil på kun 6,9 mm og lette vægt på 695 gram, mens der er et støtteben på bagsiden af den til videounderholdning eller produktivitet. Skærmen er på 12,6” og har en opløsning på 2.880 x 1.920 pixels og dækker, lige som ZenBook 3, hele 80 % af fronten.

Læs også: Asus Chromebook C202 - en stødsikker laptop til de små

Indeni gemmer der sig også en kraftig Intel Core i7-processor, 512 GB lagerplads med en SSD og op til 8 GB RAM. Forskelligt tilbehør som ASUS Pen, ASUS Universal Dock, ASUS Audio Pod og ROG XG Station 2 kan købes ved siden af, som giver Transformer 3 helt nye muligheder.

Du kan også vælge at tage skridtet videre til den nye Transformer 3, der, som navnet indikerer, er en kraftigere udgave af ovenstående 2-i-1-computer. Her er der kapaciteten i SSD’en skruet op til 1 TB, lige som mængden af RAM er fordoblet til 16 GB og kører med en hurtigere frekvens på 2133 MHz – præcis som Zenbook 3.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies