Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Avis: Fingeraftrykslæser bag på Galaxy S8 er en nødløsning

Avis: Fingeraftrykslæser bag på Galaxy S8 er en nødløsning

Samsung ville ifølge avis indbygge en fingeraftrykslæser i skærmen i Galaxy S8. Teknikken blev dog ikke klar til tiden, så det måtte ændres i sidste øjeblik

Placeringen af fingeraftrykslæseren til højre lige ved siden af kameraet blev bestemt i sidste øjeblik.
Placeringen af fingeraftrykslæseren til højre lige ved siden af kameraet blev bestemt i sidste øjeblik.
Foto: Slashleaks.com

Selv om Samsung Galaxy S8 ikke engang er blevet afsløret officielt endnu, har lækkede billeder af den ændrede placering af fingeraftrykslæseren lige op ad kameraet på bagsiden vækket en del bekymringer og undren blandt mulige kommende ejere.

Fingeraftrykslæseren er placeret ulogisk og vil være svær at nå helt oppe ved siden af kameraet, og fedtfingre vil hurtigt gøre kameraet beskidt, lyder det rundt omkring.

Læs også: Fremtidens fingeraftrykslæsere bliver en del af skærmen

Det har dog heller ikke været Samsungs ønsketænkning at have fingeraftrykslæseren på bagsiden. I hvert fald hvis det står til den sydkoreanske finansavis The Investor. Kilder fortæller nemlig til avisen, at det oprindeligt var planen at implementere fingeraftrykslæsning direkte i skærmpanelet, men teknologien viste sig ikke at blive moden til tiden, selv om Samsung gjorde sit for at det skulle lykkes.

»Samsung brugte ressourcer på Synaptics’ nye teknologi sidste år, men resultaterne var frusterende,« lyder det fra en anonym kilde med kendskab til sagen, som tilføjer:

»Med produktionen nært forestående måtte Samsung beslutte sig for at flytte fingeraftrykslæseren til bagsiden i sidste øjeblik«.

Teknologien er endnu ikke moden

Synaptics er bedst kendt for sine mange løsninger inden for berøringsgenkendelse – touchpads til computere, fingeraftrykslæsere og skærmdrivere. Den seneste nyskabelse fra Synaptics er optiske fingeraftrykslæsere, som er kraftige nok til at scanne igennem tynde OLED-skærmpaneler.

Læs også: Rygte: Xiaomi Mi MIX 2 får fingeraftrykslæser i skærmen

Sidste år meldte firmaet ud, at teknologien endnu var under udvikling, og at udfordringen på daværende tidspunkt lå i først og fremmest at få teknikken til at virke under blot et lille område af skærmpanelet. Næste udfordring bliver at implementere fingeraftrykslæsning under hele skærmen.

Udfordringen blev altså for stor for Synaptics og Samsung inden for tidsrammen, og dermed bliver det formentligt den kinesiske producent Xiaomi, som kommer til at debutere med teknologien en gang i efteråret. Også Apple ventes at implementere fingeraftrykslæsning i skærmpanelet i mindst én udgave af iPhone 8.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies