Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   Avis: LG fremskynder lanceringen af G6 en måned

Avis: LG fremskynder lanceringen af G6 en måned

LG vil i starten af næste år komme Samsung i forkøbet. Producenten forsøger nemlig at fremskynde lanceringen af telefonen en måned i forhold til LG G5.

Her ses et designfirmas bud på, hvordan LG G6 kan komme til at se ud.
Her ses et designfirmas bud på, hvordan LG G6 kan komme til at se ud.
Foto: YouTube.com (TECHCONFIGURATIONS)

Efter seks kvartaler i træk med røde tal på bundlinjen hos LG skal der ske noget nyt i 2017. Derfor indleder producenten en ny strategi for at komme konkurrenterne i forkøbet, når næste års topmodel, LG G6, lanceres.

Ifølge den sydkoreanske avis ETNews bliver LG G6, som har kodenavnet ’tentative’, allerede lanceret enten i slutningen af februar eller i starten af marts måned. Det er en måned tidligere end LG G5, som blev lanceret den 31. marts i år.

Læs også: Avis: LG dropper modulopbygget design i næste topmodel

Derfor planlægger LG også at fremskynde startskuddet for masseproduktionen af telefonen, som allerede begynder i februar måned. Producenter af komponenter skal derfor levere disse i løbet af januar måned, lyder det.

For LG’s smartphoneafdeling udgør G-serien en stor andel af salget, og derfor er gode salgstal for den kommende LG G6 også lig med et godt regnskab for hele firmaets smartphoneafdeling. Og netop et godt salg har ikke været gældende for LG i længere tid.

”Selv om G5 var introduceret i februar ved Mobile World Congress, var den oprindeligt fastsat til at blive udgivet i april. Det ser ud, som om at LG Electronics har fremskyndet udgivelsesdatoen af LG G6, efter at producenten mener, at udgivelsesdatoen for dets produkter er for sen i forhold til konkurrenternes produkter,” siger en repræsentant med kendskab til LG Electronics til den sydkoreanske avis.

Læs også: Salget af LG G5 er kun det halve af det forventede

Som en del af LGs nye strategi vælger producenten også at droppe det modulære design, som gjorde LG G5 markant anderledes end konkurrenterne. Dette rygte har før været i omløb, men omvendt har det også for blot en måned siden forlydt, at LG ville beholde det modulære design. I hvert fald var løsningen i LG G5 ikke nær så elegant som den Motorola nogle måneder senere demonstrerede i Moto Z, og modulerne til G5 har også været ganske få.

LG vil derfor gå mere forsigtigt til værks med G6, som ikke vil byde på lige så markante nyskabelser lige som G5 gjorde. Til gengæld kan du se frem til trådløs opladning og et vandtæt design som nogle af næste års nyheder, lyder det.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies