Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Avis: Produktionen af foldbare Samsung-prototyper fremskyndes

Avis: Produktionen af foldbare Samsung-prototyper fremskyndes

Ifølge sydkoreansk avis begynder Samsung produktionen af foldbare Galaxy X-prototyper allerede i 3. kvartal, men flere store udfordringer skal stadig løses.

Rygterne har i mange år svirret i luften om, at Samsung arbejder på en foldbar smartphone, som udnytter de bøjelige egenskaber, der er i de fleksible OLED-skærme, som Samsung i årevis har benyttet i sine topmodeller.

En smartphone, der kan bøjes, er dog et større stykke ingeniørkunst, og det har Samsung også måtte sande. Den foldbare telefon har nemlig været undervejs i efterhånden omkring 10 år, men Samsung giver ikke op.

Status pt. er dog, at producenten fortsat står over for en del udfordringer, men at der er lys for enden af tunnellen, skriver det fra den sydkoreanske avis The Investor.

Læs også: Samsungs foldbare smartphone kan snart få debut

Her lyder det, at udsigterne til en lancering i løbet af 2017 ikke ser så gode ud. Insidere fra Samsungs datterselskab, Samsung Display, fortæller til avisen, at det fleksible og foldbare design kun er muligt ved at gå på kompromis med holdbarheden.

Kilden fortæller, at der også ligger nogle udfordringer i, at skærmpanelet skal kunne håndtere tryk fra mange forskellige vinkler på grund af den enorme fleksibilitet, som telefonen får.

For tiden eksperimenterer flere smartphoneproducenter, inklusiv Samsung, med at implementere fingeraftryksaflæsning direkte i skærmpanelet. Registrering af hvor hårdt der trykkes på skærmen er også set i flere smartphones efterhånden. Teknologier som disse bliver også en stor udfordring at implementere, lyder det, fordi komponenterne af gode grunde skal være tilsvarende bøjelige.

Det forlyder også, at den optimale tykkelse på en foldbar smartphone bør være på 10 millimeter - når den er foldet sammen vel at mærke. 4 mm af tykkelsen vil blive brugt på komponenter såsom skærm, batteri, printplader, kamera og sensorer - og det er faktisk så tynd, telefonen bliver, når den er foldet ud. De resterende 6 millimeter udgør den radius på 3 millimeter, der vil være på hver side af det punkt, hvor skærmen foldes.

Prototyper fremstilles tidligere end ventet

Samsung har allerede enkelte prototyper i omløb, men disse er, ikke overraskende, forbeholdt kun meget få mennesker. Ifølge den anden sydkoreanske avis ETNews viste Samsung et meget lille antal eksemplarer frem ved dette års Mobile World Congress i Barcelona. De heldige personer var en række førende teleselskaber, og selv virksomheder og samarbejdspartnere, som har taget del i udviklingen af telefonen, har angiveligt ikke fået den at se endnu.

Den helt store opgave med den foldbare smartphone ligger i, at det innovative design også skal fungere fejlfrit, når smartphonen masseproduceres - og det skridt nærner sig. Derfor vil Samsung ifølge kilder starte fremstillingen af flere tusinde prototyper, så producenten kan vide sig sikker på, at kvaliteten også er i orden ved noget, der ligner masseproduktion. Det vil ske allerede i 3. kvartal i år, hvilket er tidligere end ventet. Tidligere oplysninger gik nemlig på, at dette først ville ske i 4. kvartal.

Læs også: LG melder sig ind i kapløbet om foldbare smartphones

Det betyder dog næppe, at du kan få fingrene i et eksemplar lige foreløbig og at Samsung nødvendigvis offentliggør telefonen inden for en nær fremtid. Der er nemlig tale om en intern test, hvor telefonerne i første omgang kvalitetstestes hos Samsung selv. Senere hen vil de blive sendt ud til teleselskaber, men om det kun bliver til fremvisning eller salg, vides ikke med sikkerhed.

Den egentlige masseproduktion finder i hvert fald ikke sted før 2018 - tidligst, lyder det, og først dér må den formodes at blive sat rigtigt til salg.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies