Bankappen Lunar Way får kæmpe opdatering med nyt design

Den hidtil største opdatering ruller ud til den danske bankapp Lunar Way. Den nye version 1.5 byder på et helt nyt design og flere nye, smarte funktioner.

Bankappen Lunar Way får kæmpe opdatering med nyt design

Det er ikke mere end syv måneder, siden den nye, århusianske techvirksomhed Lunar Way lancerede sin banking-app af samme navn.

Sidenhen er der sket meget, men den nyeste version 1.5 er den markant største opdatering, der netop er kommet til firmaets iOS– og Android-app.

Læs også: Danske Lunar Way vil nytænke bankoplevelsen på din mobil

Hvis du vil pifte din bankoplevelse op og prøve en ny tilgang til det at banke, som det hedder – benytte netbanken på mobilen – så er Lunar Way bestemt værd at prøve. Det understreges med den nye opdatering, som introducerer en komplet ændring af appens design.

Helt nyt, intuitivt design

I den store opdatering er den traditionelle sidemenu skrottet til fordel for en simplere swipe-navigering bestående af tre faner. Omdrejningspunktet for appen er naturligvis fortsat oversigten over alle dine transaktioner. Det udgør appens nu midterste fane, hvor transaktionerne vil fremgå med mere intuitive navne og logoer – noget der blev introduceret tilbage i august måned.

Ud over at skifte mellem de tre faner ved at swipe fra side til side kan du også blot klikke på de tilhørende tre ikoner, der altid ligger i bunden af appen. Et ekstra klik på ikonet tilhørende den midterste fane åbner nu siden, hvor du lynhurtigt kan overføre penge til andre og betale regninger på farten.

Læs også: Stor opdatering ruller ud til bankappen Lunar Way

Når du swiper til venstre, vil du møde Lunar Ways nye ’Forbrug’-fane. Her kan du, ikke overraskende, se dit forbrug måned for måned, lige som du også kan se de fem steder, hvor du er mest flittig med det medfølgende, gratis kontaktløse MasterCard. Dit forbrug i den indeværende måned kan du samtidig sammenligne med dit gennemsnitlige forbrug fra tidligere måneder.

Lunar Way

Lav smarte opsparinger i fanen ‘Mål’

Den tredje fane introducerer også en helt ny funktion i Lunar Way. Den går under navnet ’Mål’ og er en smart og simpel funktion, hvori du kan oprette mål – nærmere betegnet en opsparing. Almindeligvis laves en opsparing gennem en sekundær bankkonto, hvortil der ofte følger gebyrer – men ikke hos Lunar Way. Her oprettes der i stedet en virtuel konto, hvor der ikke er tilknyttet kontonumre og andre processer.

Det betyder, at du lynhurtigt kan oprette et mål hvad enten det er til en rejse, gæld eller noget tredje. Med Lunar Ways ’Mål’-funktion kan du med få klik enten flytte penge over på den virtuelle opsparingskonto eller trække penge derfra – og du kan naturligvis også se, hvor meget du mangler at spare op.

Læs også: Bankappen Lunar Way indgår samarbejde med Nykredit

Den sidste store nyhed er en helt ny profilvisning. Adgang til din profil sker fra den midterste fane, hvor du kan swipe ned på skærmen. Den bringer dit profilbillede frem, som du kan klikke på. Her vil du se en helt ny skærm, som du kan personliggøre med eget billede. Det er også her, at du finder alle detaljer om din konto (bl.a. kontonr., IBAN- og SWIFT-nummer), lige som du har adgang til alle appens indstillinger.

Lunar Way kan som bekendt downloades ganske gratis til iOS og Android, og det koster tilmed heller ikke en krone hverken at blive eller være kunde.