Billeder og specifikationer af ASUS Zenfone 3 dukker op

Nogle af de første billeder og specifikationer tilhørende ASUS' kommende Zenfone 3-topmodel og den tilhørende Zenfone 3 Deluxe er kommet frem.

Billeder og specifikationer af ASUS Zenfone 3 dukker op

ASUS Zenfone 2 har allerede over et år på bagen, og det betyder, at efterfølgeren, Zenfone 3, formentlig er lige på trapperne. Hidtil har der ikke været meget info at hente om den kommende topmodel. De måske første specifikationer og ikke mindst billeder er nemlig først kommet frem.

Zenfone 3 er, sammen med Zenfone 3 Deluxe-varianten, blevet afsløret på hjemmesiden ”Red Dot 21”, der står bag den såkaldte Red Dot-designprisuddeling. Begge sider blev dog hurtigt taget ned igen, da det næppe var planen at offentliggøre dem før tid.

Læs også: ASUS lancerer Zenfone Max med gigantisk batteri

Den første side viser et billede af den normale Zenfone 3, som – at dømme ud fra billedet – kommer i fire forskellige farver: Sort, guld, hvid og sølv.

ASUS ser ud til at have droppet bagsiden med de bløde kurver og går efter en helt flad profil, som minder en helt del om den, der kan findes på blandt andet Samsung Galaxy S7. Det skyldes især også det nu firkantede bagkamera, der får følgeskab af en LED-blitz ved siden af.

Med LG G5 droppede LG i år de karakteristiske knapper på bagsiden, som ASUS sidehen lod sig inspirere af. De er nu også væk i den næste ASUS Zenfone 3 og er i stedet at finde på højre side. Ved de gamle knapper er der nu en fingeraftrykslæser. Forfra ligner Zenfone 3 sin forgænger i høj grad med undtagelse af ASUS-logoet i toppen, der nu er fjernet til fordel for et mere stilrent design.

Læs også: ASUS blokerer reklamer med Adblock i kommende smartphones

Deluxe-varianten er der også dukket et billede op af, som dog adskiller sig på to områder. De do volumeknapper, der er rykket til højre side på den normale Zenfone 3, er ikke at finde dér på Deluxe-varianten. Det kan altså meget vel være, at ASUS alligevel har beholdt knapperne på bagsiden på den dyrere og kraftigere Zenfone 3 Deluxe. Det er dog ikke til at sige med sikkerhed ud fra dette ene billede.

Den anden forskel er, at Zenfone 3 Deluxe har hvad der ligner en fysisk Home-knap, som – igen – minder meget om Samsungs og også HTC One A9 for den sags skyld. Da power-knappen kan ses på telefonens højre side, kan den næsten kun fungere som fingeraftrykslæseren. ASUS kunne have valgt at placere denne på bagsiden, men den plads må formodes at være taget af lydstyrkeknapperne på denne variant.

ASUS Zenfone 3
Til venstre ses den nye Zenfone 3 Deluxe ved siden af den normale Zenfone 2 til højre.

De første specifikationer er ude

Foruden de to billeder er også en række specifikationer delt på de to sider. Af teksten fremgår det, at både fronten og bagsiden er dækket af 2.5D glas med film imellem lagene, der giver den samme reflekterende effekt i overfladen som mange af ASUS’ øvrige produkter. Rammen er af metal og beskrives som kurvet, hvilket vil give en noget mere holdbar mobil end en plastikramme.

I bunden er der implementeret den seneste USB Type C-port, så du ikke længere skal tænke over hvad vej USB-stikket vender. På papiret leverer USB Type C også hurtigere dataoverførsler og hurtigere opladning, hvis altså USB 3.1-standarden også understøttes.

Læs også: Asus ZenPad S 8.0 – Stærk iPad Mini konkurrent [TEST]

Sidst, men ikke mindst, fortæller teksten også, at ASUS vil tilbyde et Smart Flip Cover, der vil give dig et glimt af, hvad der sker på skærmen på en ny og smart måde. Antennerne skulle også være skjult helt af vejen på en ny og smartere måde uden at gå på kompromis med designet med de velkendte antennelinjer, men det er endnu uklart præcist hvad ASUS har gjort på det punkt.

Det vides endnu ikke, hvornår ASUS Zenfone 3-familien bliver lanceret. Der kommer formentligt en invitation fra ASUS til en event nogle uger i forvejen. Mobilsiden holder naturligvis et vågent øje med, hvornår dette vil ske.