C64 emulator til iPhone

Nostalgien er tilbage - få din iPhone til at blive som Commodore 64.

C64 emulator til iPhone

For mange af jer der læser dette, vil tekstbehandlingsprogrammer med mus og tekstformattering være lige så naturligt som at trække vejret, ligesom et styresystem uden grafisk brugerflade vil være ganske utænkeligt! Men for et par af os, vil navnet Commodore 64 stadig vække stærke nørd-følelser, selvom vi er rykket videre i vores technolust…

De af os, der er rykket videre til iPhone, kan nu glæde os over, at C64’eren kan flytte med! Applikationen blev hevet ned fra App Store for stort set præcis 2 år siden, fordi den inkluderede en BASIC fortolker, der kunne tilgås via et backdoor hack. Men sidste uge vendte C64 så tilbage, efter en overhaling fra skaberen bag, Manomio – og der er stadig BASIC inkluderet, takket være de nye, mere afslappede udvikler retningslinier.

C64 inkluderer nu BASIC fortolkeren samt Commodore 64 ROM filer, hvilket var en anden årsag til, at Apple afviste applikationen. BASIC fortolkeren gør det muligt at køre BASIC kode inde i applikationen – desværre er keyboardet så småt, at det ikke er praktisk anvendeligt til meget andet end sjov, men idéen er super! Der følger 8 gratis spil med (Dragons Den, Le Mans, International Basketball, International Soccer, International Tennis, Jupiter Lander, Arctic Shipwreck og Jack Attack), og der kan købes flere spil inde i applikationen.

Applikationen er vellykket for så vidt angår lyd og billeder, og en ny funktion, der gør det muligt at spille i landscape-mode med vilkårlig placering af fingrene (joysticket dukker simpelthen op der hvor du vælger at placere tommeltotten!), er der tale om et amalgam af de helt store – Commodore 64 kan købes her for 30 kroner, og spillene kan købes for 6-12 kroner i selve applikationen.