App afslører hemmeligheder

Vil du høre noget hemmeligt? Så download Postsecret’s nye app, og få lommen fuld af hemmeligheder.

App afslører hemmeligheder

Frank Warren er manden bag projektet Postsecret.com, hvor man hver søndag kan læse en række nye hemmeligheder.

Ideen er, at brugerne selv sender deres hemmeligheder – nogle er sjove og muntre, andre er dystre og tunge – ind på et postkort, og opnår derved selv en lettelse over ikke længere at bære byrden alene, mens læserne kan finde en trøst i, at de heller ikke er alene. Alle hemmeligheder er selvfølgelig anonyme.

Nu kan du også få hemmelighederne med i lommen. Postsecret er nemlig blevet til en app, der kan downloades til iPhone, iPod Touch og iPad.

Applikationen koster 12 kroner og er allerede på under et døgn den mest solgte app i USA.

I applikationen kan man læse både nye og gamle postkort, få et geografisk overblik over, hvor de er sendt fra, og meget mere. Du kan også dele din egen hemmelighed. 

Udover hjemmesiden, og nu applikationen, har Frank Warren udgivet en lang række bøger med postkort-hemmelighederne, ligesom du også kan følge Postsecret på både Facebook og Twitter.

Postsecret lover, at der også er en Android-version på vej.