Dagens rygter: E77, 5730, N97 og Windows Mobile 6.5

Tirsdagen starter hårdt ud med hele fire spændende rygter, hvor verdens største producent står for tre af dem.

Dagens rygter: E77, 5730, N97 og Windows Mobile 6.5

Dagen er startet hårdt ud med en række forskellige rygter, hvor Nokia er stærkt repræsenteret.

Vi starter med Nokia E77, som mest af alt stadig ligner et koncept fra tegnebordet. Der er dog kommet et navn på, og specifikationerne er så småt begyndt at dukke frem. Ifølge internetmedier vil E77’eren have en 3,5″ multitouch-baseret skærm, fem-megapixels kamera, Flash Lite, samt specielle video-funktioner.

Der skulle også være GPS, 8 GB intern hukommelse, QWERTY-tastatur og skærmen skulle have 640 x 360 pixels. E77 virker næsten for god til at være sand, men den skulle blive præsenteret til Mobile World Congress (MWC) i februar.

Næste Nokia er 5730 XpressMusic, som virker lidt mere sandsynlig. Det er Mobile-review der har fået fat i billeder og specifikationer, og de plejer normalt at holde vand.

5730 XpressMusic vil have QWERTY-tastatur, der kan slides ud, EDGE, GPS, microSD-kort, Bluetooth, en 2″ farveskærm og Symbian S60. Prisen skulle være omkring 1.500-2.000 danske kroner, og den vil komme på markedet i april. Kunne også meget vel blive præsenteret til MWC.

Sidste Nokia er N97, som ifølge forskellige medier vil blive tilgængelig i butikkerne 31. marts. Det vides ikke om Danmark skulle være inkluderet i disse planer, og desuden har Nokia heller ikke kommenteret på rygtet.

Microsoft også med

Som rosinen i pølseenden har vi Microsoft. Den store IT-producent ser ud til at præsentere en masse nyheder til MWC, og et spændende rygte fortæller, at Windows Mobile 6.5 også vil være en del af præsentationen.

Der er ikke nævnt nogle specifikationer i forhold til version 6.1, og rygterne er desuden ikke særlig konkrete.

Udover Windows Mobile 6.5 skulle Microsoft også præsentere en række software.