Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Dangaard Telecom solgt

Dangaard Telecom solgt

Danske Dangaard Telecom er blevet solgt til en nordisk kapitalfond. Teleanalytiker mener salget styrker selskabet.

Den internationale mobil-distributør Dangaard Telecom er blevet solgt til en kapitalfond. Ifølge Børsen er der tale om Nordic Capital Fund, der ligeledes ejer Falck.

Hvad Nordic Capital har måtte smide på bordet for at købe Dangaard Telecom ved kun partnerne selv. Nordic Capital og de hidtidige ejere af Dangaard har nemlig indgået en aftale om ikke at offentliggøre salgsprisen.

Men et er sikkert. Nordic Capital er klar til at åbne pengepungen, når Dangaard i fremtiden vil føre sine planer om at få fodfæste på nye markeder og kontinenter ud i livet.

»Det kræver penge at ekspandere, Nordic Capital deler vores visioner om at vækste, noget som vi ikke har kunnet gøre på egen hånd,« udtaler Michaél Køehn Milland, der er koncerndirektør i Dangaard.

Dangaard, der har sat kikkerten mod lande som Rusland, Mellemøsten og Indien, har dog ikke selv været ude og bejle til Nordic Capital.

»Vi har taget det første skridt og kontaktet ledelsen i Dangaard, som vi har været i dialog med over en længere periode. Vores opgave er at forvalte penge. Vi screener løbende markedet for interessante virksomheder, og vil gerne støtte ledelsen i Dangaard med deres ekspansionsplaner,« udtaler Christian Dyvig, der er partner i Nordic Capital.

Hovedparten af Dangaards indtjening kommer ifølge Steen F. Pedersen, der er administrerende direktør i Dangaard, fra distributionsområdet. Et område Dangaard fortsat vil styrke.

Ledelsen i Dangaard forbliver uændret, og selskabets hovedkvarter kommer stadig til at ligge i Sønderjylland.

Dangaard Telecom har datterselskaber i 14 lande og har cirka 1000 ansatte.

Teleanalytiker: Dangaard-salg styrker selskabet

En dansk teleanalytiker mener at salget af mobiltelefon-Dangaard Telecom skaber gode forudsætninger for selskabets fremtidige vækst og udvikling. John Strand fra analysefirmaet Strand Consult har fulgt det sønderjydske selskab tæt over en årrække og han er ikke i tvivl om, at salget bør udløse feststemning i Padborg.

»Der er ingen tvivl om at dette er godt nyt for Dangard, deres medarbejdere og deres kunder. Gennem de senere år har Dangaard haft en meget mudret ejerstruktur hvor nogle af ejerne ikke har set Dangaard som deres hovedfokus hvilket har gjort mange ting besværligt for den daglige ledelse,« siger John Strand til ComON.

»Med den nye ejerstruktur får Dangaard en ejer der fokusere på at udvikle og vækste virksomheden og ledelsen vil fremover kunne fokusere på driften og den fortsatte ekspansion. Jeg er ikke i tvivl om at det er gode nyheder set med ledelsens øjne,« siger John Strand.

Det er ikke mindst salget af smartphones, der skal sikre koncernens fodfæste på de nye markeder, men mere traditionel eksport/import repræsenterer stadig en stor del af forretningen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies