Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Dansk backup til mobiltelefoner

Dansk backup til mobiltelefoner

Et dansk firma håber på global succes med en ny online-tjeneste, der tilbyder gratis backup af mobiltelefonens kontaktliste og kalender.

I ferietiden er det let at miste sin mobiltelefonen – og dermed forsvinder både kontaktlisten og aftalerne i kalenderen. Men der er hjælp at hente. Det danske firma Zyb tilbyder gratis online-backup af mobiltelefonens data. Mister man sin mobil kan man få alle kontakter og kalender ind på den nye telefon ved at synkronisere den med tjenesten.

»De fleste af os husker kun en lille del af alle de telefonnumre, som vi har gemt på mobilen, og mange frygter at de vil miste en stor del af deres kontakter, hvis de en dag mister mobilen. Den frygt forsvinder med Zyb og jeg tror mange kan tage tryggere på sommerferie hvis de lige har været forbi Zyb inden,« siger Tommy Ahlers, direktør for Zyb.

Når informationerne er gemt på nettet er der samtidig mulighed for at dele alle sine kontakter og kalenderen med kolleger, familie og venner.

»Vi tror at rigtig mange vil benytte Zyb som en smartere og lettere måde at lave aftaler med hinanden på,« siger Ahlers.

En af firmaets medstiftere er Morten Lund, der var en af de få danskere, der fik gevinst af Skype-salget sidste år. Han har senere startet en række firmaer op, deriblandt danske BullGuard.

»Jeg tror meget på Zyb, fordi tjenesten er skabt af to vigtige trends. Den første er, at mobilen og internettet smelter sammen. Den anden er, at brugerne selv skaber en værdifuld tjeneste med sine egne data,« siger Lund.

For at bruge tjenesten kræves en mobiltelefon med WAP og SyncML. Ifølge Zyb understøttes op mod 200 modeller. På computersiden understøttes både Windows og Mac, men en række funktioner kræver Windows.

Tjenesten skal senere udvides med en række betalings-pligtige ekstrafunktioner, deriblandt muligheden for at synkronisere med iPod og Outlook, eksportere til MSN og sende sms-beskeder.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies