Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Dansk Skype-konkurrent lancerer reklame-ip

Dansk Skype-konkurrent lancerer reklame-ip

Den danske virksomhed Call IT lancerer nu software-applikationen Sgoope, der gør det muligt at ringe gratis til både mobil og fastnet.

Skype har på kort tid fået over 100 millioner brugere i hele verden. Nu lancerer det danske firma Call IT en konkurrent til den populære ip-telefoni-applikation. Den danske pendant hedder Sgoope, og modsat Skype gør den det muligt at ringe gratis til både mobil og fastnettelefoner – brugerne skal blot indvillige i at se reklamer, mens de ringer.

»Vi udnytter det, at mange i forvejen sidder foran pc’en for at ringe billigt eller helt gratis. Når man alligevel sidder foran skærmen kan man vælge at se reklamer mod at optjene gratis taletid,« siger Call IT's administrerende direktør Mads Møller til Børsen.

Sgoope kan bruges på to måder.

Enten downloader man Sgoope direkte fra selskabets hjemmeside og får gratis telefoni, mod at man til gengæld modtager reklamer i det Sgoope-vindue, hvor man taster numre og ser sine kontaktpersoner.

Den anden mulighed er, at virksomheder mod betaling får designet applikationen med deres eget logo. Virksomhederne kommer på den måde helt ud til forbrugerne med et konstant synligt logo ved til gengæld at sponsorere gratis telefoni.

»Perspektivet er, at hver gang sponsorernes kunder tænder deres pc, så vil firmatelefonen poppe op på skærmen. Det er en ny marketingplatform, hvor sponsorerne også kan reklamere og sende beskeder til brugerne online,« siger Mads Møller.

Sgoope-sponsorerne kan være forbrugerrettede produkter som for eksempel sportstøj, læskedrikke eller online-spilleportaler.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies