Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Dansk udviklet mobiltjeneste modtager millioner

Dansk udviklet mobiltjeneste modtager millioner

Julemanden har været på tidligt besøg hos Zyb, som er en dansk udviklet mobiltjeneste. De har netop modtaget et tocifret millionbeløb af Nordic Venture Partners. Pengene skal bruges til videreudvikling af tjenesten.

Specifikt hvor mange penge det drejer sig om vides ikke, men Runar Reistrup, som er kommunikations-ansvarlig i Zyb, oplyser til Computerworld, at der er tale om et tocifret millionbeløb i den lave ende.

Runar Reistrup oplyser yderligere, at pengene blandt andet skal gå til rekruttering af nye medarbejdere, og så skal firmaet flytte til nye lokaler. Desuden kan de ekstra medarbejdere give chefen Tommy Ahler mulighed for at benytte sine timer på at opbygge partnerskaber rundt omkring i Europa.

Hvad er Zyb

Zyb er en tjeneste, hvormed man kan tage backup af de kontakter og de kalenderaftaler, man har liggende på telefonen. Dette lyder jo ikke umiddelbart som nogen nyhed, men det smarte er, at synkroniseringen foregår via WAP, GPRS eller EDGE.

I øjeblikket er Zyb en gratis tjeneste og har derfor ikke været kilde til nogen indtægt.

Dog er planen, at man i fremtiden vil være i stand til at tilbyde nogle premium services, som brugerne så skal betale for. Blandt andet vil man kunne give brugeren mulighed for at sende sms’er via sit desktop med et lille program.

Ydermere skal der åbnes for synkronisering med Outlook, så kalenderaftalerne automatisk vil overføres til mobilen.

Det skal dog nævnes, at Zyb altid vil være gratis - det er kun de ekstra services, man skal betale ekstra for.

Hvis du vil prøve Zyb eller blot læse mere om tjenesten, kan du besøge denne side.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies