Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Danske Lunar Way vil nytænke bankoplevelsen på din mobil

Danske Lunar Way vil nytænke bankoplevelsen på din mobil

Et dansk firma vil nytænke, hvordan det er at være bankkunde anno 2016 med appen Lunar Way, der er et 100 % mobilt alternativ til traditionelle banker.

Den danske startup Lunar Way, der holder til i Aarhus og huser 20 erfarne udviklere, vil ruske op i bankerne med et gratis alternativ rettet mod det unge segment, hvor alt foregår gennem en Android- og iOS-app.

Det behøver slet ikke at være så besværligt at være kunde i en bank, som det er i dag. Det mener en dansk teknologivirksomhed, som lige nu arbejder på appen Lunar War. Den er et alternativ til den traditionelle bankoplevelse særligt henvendt mod det yngre segment, der forventer og foretrækker flere muligheder end hvad de etablerede banker i dag tilbyder.

Læs også: Find gratis ting med appen "ta’ det" til Android og iOS

Det betyder, at Lunar Way gør fuldstændig op med bankfilialer. I stedet foregår alt gennem appen, som kommer både til Android og iOS. Tanken er, at du som kunde gerne vil og kan sørge for alt selv i stedet for at skulle et smut forbi nærmeste filial eller bruge netbank på computeren. Af den grund forsvinder servicen dog ikke - tværtimod.

Lunar Way tilbyder nemlig en ny, unik kundeservice direkte fra appen med videoopkald. Det stopper dog slet ikke her. Når bankoplevelsen går i luften, bliver det nemlig ganske gratis at oprette dig som kunde, hvilket også foregår lynhurtigt via appen. Der er tilmeld skrottet alt hvad der hedder gebyrer, og det tilhørende MasterCard debit-kort med kontaktløs NFC-betaling koster heller ikke en krone.

Propfyldt med smarte funktioner

Når Lunar Way vil erstatte behovet for at møde op ved en fysisk filial, kræver det naturligvis også masser af funktioner, som de nuværende bankers apps ikke nødvendigvis har. Behovet for smarte funktioner vil du med garanti få opfyldt med Lunar Way, hvor listen blandt andet tæller:

  • Lynhurtig oprettelse direkte fra appen: Identificér dig med dit telefonnummer, e-mail, nemID, sunhedskort og kørekort/pas og vælg en 4-cifret kode. Så er du kørende. Gennemsnitlig oprettelse tager kun 47 sekunder.
  • Aktiver dit nye kort fra appen: I stedet for at skulle ringe til en automatisk telefonsvarer klikker du blot ind i appen og aktiverer dit kort med det samme ved at angive cifrene fra dit kortnummer.
  • Frys kort i stedet for at spærre: Har du prøvet at miste dit kort eller smidt det væk derhjemme, så er der ingen grund til at spærre det af frygt for at få det misbrugt. Med Lunar Way kan du bare fryse det og aktivere det igen, hvis du finder det i baglommen.
  • Få notifikationer ved hændelser: Lunar Way lader dig modtage notifikationer, når hændelser, som du selv har valgt, sker. Eksempelvis når penge går ind eller hvis du har under 1.000 kroner tilbage – det er op til dig.
  • Underskriv fra mobilen: I stedet for at lave en fysisk underskrift klarer Lunar Way det med en nem elektronisk via appen.
  • Integration med fingeraftrykslæser: Biometriske sensorer såsom fingeraftrykslæsere er kommet for at blive, og den funktion udnytter Lunar Way, så du kan logge hurtigt, nemt og sikkert ind med et enkelt tryk.
  • Betal regning ved at tage et billede: Er du træt af regninger, der kommer med girokort? Med Lunar Way tager du bare et billede af hele regningen og sender den til godkendelse hos Lunar Way, der ordner resten.
Lunar Way gør det desuden tydeligt, at firmaet ikke er en egentlig bank, men en teknologivirksomhed, og derfor ikke har en banklicens. I stedet samarbejder Lunar Way med Københavns Andelskasse, som har banklicensen og hvor alle tjenesterne kører igennem. Lunar Way lover derfor samme sikkerhed, som du kan forvente hos alle andre banker.

Skriv dig på venteliste til at prøve betaudgave

Lunar Way er ikke lanceret i sin færdige form på nuværende tidspunkt, og faktisk kan du kun oplyse din e-mail på hjemmesiden og skrive dig på ventelisten til at betateste bankløsningen som en af de første. At vurdere ud fra Lunar Ways Facebook-side åbnes der i disse dage op for adgang til brugere, så du kan formentligt snart prøve den nye bankløsning af.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies