Danskerne stoler ikke på teleselskaberne

Uigennemskuelige produkter og priser gør danskerne usikre på, hvad de får for pengene, og om de bliver snydt hos teleselskaberne.

Danskerne stoler ikke på teleselskaberne

Danmark er det land i Europa, hvor vi er mest mistroiske over for teleselskaberne.

Danskerne er simpelthen bange for at blive snydt, og de kan ikke gennemskue, hvad de får for pengene hos teleselskaberne.

Det viser en ny undersøgelse fra EU-kommissionen, hvor Danmark ligger nederst, når det kommer til kundernes tillid til teleselskaberne.

Den gennemsnitlige tillid til teleselskaberne ligger for alle EU-lande på 72,9 ud af 100, men i Danmark ligger den kun på 62,3.

Forvirrende priser gør utryk

Forbrugerrådet mener, at det er teleselskabernes uigennemskuelige priser, der gør kunderne mistroiske.

-“Forbrugerne skal have adgang til letforståelig information, der gør dem i stand til at gøre et kvalificeret køb. Det skaber en bedre konkurrence med lavere priser og bedre service”, siger formand for Forbrugerrådet, Christina Hersom, til Tjek.dk.

Forbrugerrådets formand peger på, at en forbedring af It- og Telestyrelsens udskældte Teleprisguide kunne være en del af en løsning.