Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Danskerne vil skrotte fastnet-telefonen

Danskerne vil skrotte fastnet-telefonen

De fleste danskere er klar til at opgive fastnet-telefonen hvis det er billigere at tale i mobiltelefon.

Ifølge en ny Gallup-måling er mere end halvdelen af danskerne klar til at droppe fastnet-telefonen, hvis det er billigere at tale i mobiltelefon, skriver Berlingske Tidende. Hele 67 pct. i aldersgruppen 15-30 år er klar til at skifte fastnettelefonen ud til fordel for mobilen.

Men flertallet tror stadig, at det er billigere at ringe med fastnet-telefonen, hvilket faktisk sjældent er tilfældet.

Det skyldes bl.a., at det koster omkring 170 øre i minuttet at ringe fra fastnettet til mobilnettet, mens samtaler mellem mobiltelefoner kun koster 80 øre i minuttet. Desuden betaler mange mobilkunder ikke abonnement og sparer dermed 110 kroner om måneden.

»Teleselskaberne har haft mere fokus på at stjæle kunder fra hinanden ved at sælge billige telefoner end på at sikre billig telefoni. De har været ufatteligt dårlige til at kommunikere fordelene ved at ringe mobilt,« siger teleanalytiker John Strand til Berlingske Tidende.

Mens 82 pct. i 2005 troede, at fastnettelefonen var billigere end mobiltelefonen, er det nu 73 pct., som har dette synspunkt.

»Tallene viser, at de fleste danskere stadig tror, at fastnettelefonen er billigst, men at flere og flere bliver klar over, at mobilen faktisk oftest er billigere. Det viser, at der stadig er en stor opgave i at informere om de reelle muligheder for at spare på telefonregningen,« siger Peter Berg, direktør for Sonofon Privat.

Blandt de adspurgte oplyser 57 procent at de ringer mest fra fastnet-telefonen, mens 23 procent ringer mest fra mobiltelefonen. Men tendensen er tydelig.

Fra juni 2003 til december 2005 er antallet af udgående samtaleminutter på fastnettet faldet fra 9.969 til 6.594 millioner, mens mobilsnakken er steget med 60 procent i samme periode.

Ifølge Gallup-undersøgelsen tror 76 pct., at alle har skiftet
fastnettelefonen ud med enten mobiltelefoni, bredbåndstelefoni eller en kombination af de to inden for en periode på 5-10 år.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies