De første specifikationer på OnePlus 3 afsløret

OnePlus' kommende topmodel, OnePlus 3, er dukket op i en hastighedstest gennem appen AnTuTu, som afslører de første specifikationer.

De første specifikationer på OnePlus 3 afsløret

For en måned siden afslørede OnePlus’ direktør, Carl Pei, at firmaets næste topmodel, OnePlus 3, kommer i løbet af 2. kvartal 2016 – med andre ord i enten april, maj eller juni måned. Siden da har der ikke været nogen oplysninger om, hvad der er i vente. Nu er de første oplysninger dog kommet frem.

Når smartphones skal testes i råstyrke, er det ofte appen AnTuTu, der bruges både på iOS og Android. Skaberne bag denne app har en profil på det kinesiske sociale medie Weibo, hvor der jævnligt deles billeder af nye smartphones, der opdages. Her er OnePlus’ nye smartphone blevet spottet, og dertil følger flere af de centrale specifikationer.

Læs også: OnePlus-direktøren afslører: OnePlus 3 kommer i 2. kvartal

Ifølge det delte billede får OnePlus 3 modelnummeret A3000, hvor OnePlus One hedder A1001 og OnePlus 2 hedder A2003. Det nye modelnummer virker altså ganske sandsynligt (og oplagt).

Qualcomm Snapdragon 820

Udstyret med Qualcomms Snapdeagon 820-processor

Mere interessant er dog specifikationerne, som lyder på Qualcomms ypperste 64-bit-processor, Snapdragon 820, bestående af 4 Kryo-kerner på op til 2,2 GHz. Med processoren følger den kraftige Adreno 530-grafikchip, lynhurtige LTE-hastigheder på op til 600 Mbit/s i download og op til 150 Mbit/s i upload og ikke mindst understøttelse af Quick Charge 3.0.

Læs også: Qualcomm lancerer fire nye Snapdragon-processorer

OnePlus 2 var den første smartphone på markedet, der debuterede med 4 GB RAM af den hurtige LP-DDR4-type. Hvis specifikationerne på billedet er de korrekte, ser det dog ikke ud til, at OnePlus flytter grænserne med 3’eren hvad angår RAM, da der igen i år vil være 4 GB af slagsen. De suppleres af 32 GB intern lagerplads, hvilket aldrig er set før med OnePlus’ smartphones.

OnePlus-topmodellerne har hidtil været solgt i en billig variant med 16 GB lagerplads og en lidt dyrere med 64 GB – begge uden mulighed for at tilslutte et microSD-kort. En 32 GB-variant kan være en indikation på, at OnePlus vælger at skrotte 16- og 64 GB-modellerne for i stedet at sælge en enkel 32 GB-variant med mulighed for at indsætte et microSD-kort. Det er dog noget, som disse tidlige specifikationer ikke kan fortælle noget om.

Skærm

Skærmen forbliver Full HD

De fleste topmodeller, der lanceres, kommer efterhånden med den høje WQHD-skærmopløsning bestående af 1.440 x 2.560 pixels, men at dømme ud fra billedet bliver det ikke tilfældet med OnePlus 3. Den kommende OnePlus-smartphone fortsætter nemlig med Full HD-opløsningen på 1.080 x 1.920 pixels, som også er at finde i de to forgængere.

Læs også: AMOLED-skærmeteknologien i smartphones vinder frem

Det vil på den ene side betyde en skærm, der ikke er nær så skarp og detaljeret som konkurrenternes, men som på den anden side heller ikke vil være sluge nær så meget strøm. Mange andre faktorer spiller dog også ind her, som de hidtidige specifikationer heller iikke kan fortælle noget om.

OnePlus 2 kamera

Kameraopløsningen ryger i vejret

Både OnePlus One og OnePlus 2 har brugt et kamera på 13 megapixel med en blænde på f/2.0. Sådan bliver det tilsyneladende ikke i år, da de lækkede specifikationer afslører en opløsning på bagkameraet på 16 megapixel.

En højere opløsning vil på papiret betyde højere detaljegrad og dermed skarpere billeder, men har samtidig også den konsekvens, at de enkelte pixels bliver mindre, hvis ikke sensorens fysiske størrelse forøges tilsvarende.

Læs også: Samsung skruer ned for kameraopløsningen i Galaxy S7

De enkelte pixels kan dermed ikke indtage samme mængde lys som større pixels. Resultatet er billeder, der ikke er lige så gode under især mørke lysforhold. Det er dog endnu alt for tidligt at sige noget om kameraets evner, da sensorens størrelse, blænden og størrelsen på de enkelte pixels endnu ikke kendes, og vigtigst af alt er der ikke nogle billeder taget med telefonen at bedømme ud fra endnu.

OnePlus 3 tegner altså til at blive en ganske konkurrencedygtig smartphone, hvor det formentligt igen i år bliver prisen, der bliver OnePlus’ helt store salgsargument. Hvad den vil koste, hvor stor den bliver og hvordan den vil se ud er der endnu ingen informationer om.

OnePlus 3: Foreløbige specifikationer

  • Skærm: Full HD (1.080 x 1.920 pixels)
  • Processor: 64-bit Qualcomm Snapdragon 820 (4 x Kryo @ 2,2 GHz)
  • Grafikchip: Adreno 530
  • RAM: 4 GB
  • Intern lagerplads: 32 GB
  • Kamera: 16 megapixel bagpå + 8 megapixel foran
  • Software: Android 6.0.1

Fortsættelse følger

Siden vi kørte denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fulgte op på historien. d. 18/3/2016 fulgte vi artiklen op med en artikel med temaet Android 6.0 Marshmallow ude som test til OnePlus 2Klik her og læs den fulde artikel.. De seneste nyheder om emnet kan du læse her.