Dell frigiver spændende design: Venue 10 7000

Dell følger op på forårets designsucceser med et interessant koncept: en tablet med kant til kant skærm som også fungerer som laptop.

Dell frigiver spændende design: Venue 10 7000

Savlede du også over Dells seneste Venue 8 7000 tablet og XPS 13 laptop, giver Dell dig nyt at savle over. Den nye Venue 10 7000 tablet med laptopfunktioner planter sig midt mellem de to enheder og introducerer et interessant miks af funktioner og features.

Se også: Dell på vej med verdens tyndeste tablet

Som med den forrige Venue-tablet, er rammen omkring skærmen barberet til det minimale, mens en Quad HD skærm sikrer at alt står pivskarpt.

Den 10,5 tommer store OLED-skærm er svøbt ind i børstet aluminium, men låner en ergonomisk detalje fra Lenovo Yoga tabletter. Selve enheden er kun 6,2mm tynd, men rundes af i bunden af en cylinder der huser et 7000 mAh batteri og kraftige stereo-højtalere.

Det forskyder vægten mod bunden, eller hånden når den holdes i højkantsformat. Det er givetvis en god ting, for med en vægt på 598 gram, vejer den næsten det dobbelte af Venue 8 7000 med sine 305 gram.

Den alternative vægtfordeling har en fordel når den skrædersyede tastatur-dock tages i brug. Med et forvandles Dell Venue 10 7000 til et nomadekontor, med baggrundsbelyste taster og op til 7 timers driftstid.

Dell venue 7000 10

3D kamera og quad-core

Det er Android 5.0 Lollipop og en Intel Atom Z3580 quad-core (op til 2,3 GHz) der driver hybrid-tabletten frem sammen med 2GB RAM. Der følger 32GB lagerplads, som kan udvides med micro-SD.

Læs også: Dell XPS 13 (2015): Kantløs og sexet bærbar [TEST]

Som på Venue 8 7000 finder du et atypisk 8 megapixel kamera. Kameraet udmærker sig ved at benytte sig af Intels RealSense 3D teknologi og flankeres derfor af 2 webcams på 720p som bidrager med dybdeinfo når du tager et foto. Informationen bearbejdes og udmønter sig i et foto som du kan refokusere efter at billedet er taget.

Dell Venue 10 får debut i maj i USA og Canada til 499 USD, eller omkring 3500 danske kroner. Tastaturet kommer som ekstra tilbehør til 130 USD. Dell meddeler i skrivende stund intet om en lancering i Europa eller Danmark.

Læs også: De 7 fedeste MWC-gadgets vi ikke kan få i Danmark

Specifikationer Dell Venue 10 7000

Vægt: 598 gram
Skærm: 10,5” 2560*1440 display, 288 PPI
Ydelse: Intel Atom Z3580 op til 2,3 GHZ quad-core, 2GB RAM, Intel HD grafik.
Kamera: 8 megapixels, intel RealSense 3D, 2MP frontkamera
Lager: 32 GB lager + micro-SD op til 128GB
Batteri: op til 7 timers driftstid
Software: Android 5.0 Lollipop
Øvrigt: Tastaturdock
Pris: 499 USD, 629 USD med tastatur

Temaets videre forløb

Her finder du efterfølgende nyt og anvisning til de seneste nyheder om emnet. mobilsiden fulgte op på sagen. d. 6/4/2015 dykkede vi igen ned i emnet med sagen om Motorola Nexus 6: Stor, større, Nexus [TEST] – Læs fortsættelsen her. Aktuelt nyhedsstof om emnet kan du læse her..