Den mobile stregkode giver fri sprut og tegneserier

Tag et billede med din smartphone og få alt fra gratis sprut til mere ud af dit Anders And-blad.

Den mobile stregkode giver fri sprut og tegneserier

Artiklen er leveret af Newspaq.dk

Klik og velkommen til fremtiden.

Det nyeste inden for de smarte mobiltelefoner er en form for stregkode, der kombinerer nettet, mobiltelefonen og din hverdag. De såkaldte QR-koder.

QR står for ‘quick response’, og på ‘South African Bar’ og diskoteket ‘Night Fever’ i København giver et billede hurtig adgang til fri sprut. Det skriver Newspaq.

På bardisken hænger den sort/hvide mosaik. Tager du et billede af den med en QR-scanner, ryger du ind på barens facebook-side.

– “Hvis du ‘synes godt om’ siden får du et billede på mobilen, som giver et gratis shot, hvis du viser det til bartenderen,” siger Thomas Bigum, som står for forsøget med QR-koder i barerne.

Dermed får baren mange venner og bliver hypet på Facebook, og gæsterne får fri alkohol. Alle over 18 år er glade.

Anders And har også koder

Hos de mindreårige slår de nye koder også igennem.

I de sidste tre numre af Anders And har læserne fået en interaktiv historie, hvor fire til fem QR-koder hjælper fantasien på vej med lyd og video.

– “Vi bruger dem til at gøre Anders And universet større. Ved at scanne koderne får læseren lyd og billeder til en historie i hvert blad,” siger Katja Haargaard, redaktionschef for Anders And ved Serieforlaget til Newspaq.

Mobil-stregkoder er fremtiden

I mediebranchen er de ikke i tvivl. Vi bliver bombarderet med QR-koder i fremtiden, fordi så mange danskere har fået smartphones.

– “Vi kommer til at se rigtig mange QR-koder i hverdagen. Det vil brede sig hurtigt, fordi det er nemt og gratis at lave og bruge QR-koder,” siger Kristoffer Ewald, strategisk direktør for det digitale mediebureau Guava.

Han fortæller, at koderne er det helt store hit i Asien. På gadehjørner, reklameskilte og dagligvarer kan asiaterne få mere at vide.

 – “Hvis du står ved bussen, kan du hurtigt tage et billede ved stoppestedet og få den seneste opdatering på, hvornår bussen er ved dig,” forklarer Kristoffer Ewald.

I Danmark kan du finde QR-koderne i visse annoncer og på varer, hvor manualen ligger på nettet, så papiret kan spares.

Hent en QR-scanner gratis i din app store. QR-scannere findes både til iPhone, Android og Windows mobiler.

Læs også:
– Baggrund: Hvad er mobile stregkoder?
– Køb koncertbilletten med mobilen

Sagen videre

Interessen for tematikken fortsatte. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 7/1/2011 gik redaktionen videre og kørte en opfølgning med historien; 3D-mobil-skærme fra LG – Du læser den her. Se også seneste nyt om temaet her.