Den populære app ES File Explorer spreder adware

Efter en opdatering spreder den gratis Android-app ES File Explorer automatisk adware - altså reklamer - på låseskærmen på blandt andet Samsung Galaxy S7.

Den populære app ES File Explorer spreder adware

Android-appen ES File Explorer (også kendt som ES Filoversigt) er populær – rigtig populær. Faktisk er den downloadet et sted mellem 100 – 500 mio. gange i Play-butikken, så det er ikke helt usandsynligt, at du enten har hørt om den eller selv har den installeret på din smartphone.

Hvis du hører til sidstnævnte, bør du måske overvejelse, om ES File Explorer er værd at have installeret. Det viser sig nemlig, efter at hjemmesiden AndroidPolice har undersøgt sagen nærmere, at udviklerne bag appen har lagt såkaldt adware ind i den. Det vil sige, at den spreder reklamer på din telefon mod din vilje.

Læs også: S.M.T.H. er den måske dummeste app til din smartphone

Først lidt baggrundshistorie. Tilbage til november sidste år begyndte de første markante ændringer at ske. Udviklerne bag appen, EStrong, udgav ES File Explorer i en PRO-version, der koster 21 kroner. Samtidig kom der reklamer i gratisudgaven, lige som den blev fyldt med diverse unødvendige værktøjer (bloatware) som et incitament til at betale for PRO-udgaven uden disse uønskede tilføjelser.

Blandt det tilføjede bloatware i ES File Explorer er det såkaldte ”Charging Boost”, som i bund og grund er appen DU Battery Saver & Fast Charge gemt inde i i ES File Explorer. Da denne Charging Boost-funktion, som naturligvis ikke kan sætte skub i ladehastigheden, har været deaktiveret som standard siden den blev tilføjet, har det ikke trukket de store overskrifter.

ES File Explorer
Her ses Charging Boost, hvor det aktivt kan vælges til. Resultatet er en ny låseskærm. Foto: Androidpolice.com

Nu viser det sig dog, at udviklerne bag appen er gået skridtet videre og er begyndt at aktivere dette bloatware automatisk hos blandt andet ejere af Samsung Galaxy S7, mens Charging Boost fortsat er en tilvalgsfunktion på eksempelvis Nexus 5X-telefoner.

Problemet ligger i, at Charging Boost hos nogle personer kommer frem som en popup, der forklæder sig som en systembesked og ikke ser ud til at være fra ES File Explorer. Som standard opdateres apps automatisk over WiFi, og når først ES File Explorer opdateres til den nyeste version med den ændrede bloatware-strategi, starter Charging Boost-tjenesten ifølge en bruger på hjemmesiden Reddit automatisk i baggrunden.

Læs også: Samsung tvunget til at fjerne bloatware efter retssag

Så hvad gør Charging Boost så slem? Som beskrevet før gør tjenesten alt andet end at oplade din telefon de lovede 20 % hurtigere end normalt. Derimod laver den en ny låseskærm oven på din eksisterende låseskærm, hvor uvidende brugere kan ledes til tro, at ladehastigheden sættes op. Endnu værre er, at en tredjedel af skærmen optages af en stor reklame (deraf navnet adware) lige i det område, hvor man skubber låseskærmen op for at låse telefonen op.

De brugere, der ikke nødvendigvis er så tech-bevidste, kan altså lynhurtigt ende med dette bloatware på deres Samsung Galaxy S7 uden at vide, hvor det kommer fra, og det samme gælder til en vis grad for en hvilken som helst anden Android-smartphones, hvis brugeren aktivt ledes til at aktivere tjenesten.

For at komme af med dette Charging Boost-bloatware i ES File Explorer skal du altså som minimum deaktivere tjenesten inde i appen, men endnu mere effektivt skaffe dig fuldstændigt af med appen. Der findes nemlig et hav af lige så gode alternative ”filoversigt”-apps i Play-butikken, eksempelvis Cabinet, File Manager fra ASUS, FX File Explorer og Solid Explorer for bare at nævne få.

Redaktionen har mere i sagen

Siden redaktionen publicerede artiklen er der kommet nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. 9/5/2016 blev fortællingen ført videre med en artikel med temaet Første Moto X-pressefotos: Store designændringer på vej – Følg den videre udvikling her. Redaktionen dækker emnet fortløbende. Se seneste nyt her.