Derfor kan du ikke købe apps i Android Market

Selvom du har pengene klar, kan der stadig ikke købes programmer og spil i Market på Android-mobiler i Danmark. Her er forklaringen.

Derfor kan du ikke købe apps i Android Market

I Tyskland, Østrig, Frankrig, Italien, Holland, USA, England og Japan kan brugere af mobiltelefoner med Android-systemet benytte en version af programbutikken Android Market, der også indeholder programmer og spil, der skal betales for.

Overfor Mobilsiden.dk har Googles danske direktør Peter Friis tidligere forklaret, at man arbejder på en åbning af denne del i Android Market i Danmark.

Han ønskede dog ikke at sætte dato på, eller gå dybere ind i årsagen til den manglende mulighed for de danske mobilbrugere.

Ekspert: Danmark er for lille

Derimod vil teleanalytiker John Strand fra Strand Consult gerne give et bud på den udfordring Google står overfor i Danmark.

– “Problemet for Google er, at Danmark er for lille. Som andre virksomheder skal også Google prioritere deres resourser. Når valget så står mellem f.eks. Tyskland med 80 millioner mennesker og Danmark med 5,5 millioner – så er valget kommercielt set slet ikke så svært”, fortæller John Strand til Mobilsiden.dk

Ifølge John Strand skal Google også sætte sig ind de mange forskellige regler, som findes i de enkelte lande.

– “Alle lande har mange forskellige regler om betaling, forbrugerbeskyttelse, returpolitik. Derfor kan Google ikke ikke bare rulle den samme Android Market-version ud i alle lande. Desuden skal butikken også oversættes til dansk”, slutter teleanalytikeren.

Ifølge de seneste tal, er der omkring 30.000 applikationer i Android Market.