Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Designer viser, hvordan iPhone 8 kan komme til at se ud

Designer viser, hvordan iPhone 8 kan komme til at se ud

Den anerkendte designer Martin Hajek giver sit bud på, hvordan Apples kommende iPhone 8 vil se ud. Se de flotte renderinger af iPhone 8 her.

Foto: Martinhajek.com

Apples produkter bliver lækket i øst og vest, og når der er dukket tilstrækkeligt mange informationer ud om produkterne - i dette tilfælde om den kommende iPhone 8 - træder den anerkendte designer Martin Hajek til for at give sit bud på, hvad der er i vente til september.

Designeren har en lang historik med at designe renderinger i utrolig høj kvalitet af kommende Apple-produkter, og iPhone 8 er naturligvis ikke en undtagelse.

Læs også: Video af iPhone 8-dummy viser det nye design frem

På sin hjemmeside har han oprettet et blogindlæg, hvor han deler hele 12 forskellige 3D-renderinger af iPhone 8. For første gang ser vi en rendering i hvid og dermed ikke kun sort. Apple har tradition for at lancere iPhones med både hvid og sort front, så hvis du går med overvejelser om at erhverve dig en hvid iPhone 8, kan du altså få en utrolig god fornemmelse af, hvordan den kommer til at se ud.

På billederne ses et design, der er helt identisk med tidligere viste designs, bl.a. fra en dummy-udgave af iPhone 8. Den kommer altså til at bestå af en ramme af rustfrit stål, hvor bagsiden nu vil blive udført i glas. Ud fra rygterne vurderer designeren også, at iPhone 8 får et kamerasetup, hvor de to sensorer placeres ovenover hinanden. På fronten ses samme stykke ved toppen af skærmen, hvor en række sensorer og frontkameraet går ind over skærmpanelet.

De nye billeder fra Martin Hajek bringer altså ikke just nogen overraskelser med sig, men giver derimod endnu et glimrende indblik i, hvordan det noget anderledes design kommer til at se ud i år, efter Apple har brugt samme design tre år i træk.

Hvad siger du? Falder det nye iPhone-design i din smag, eller havde du foretrækket, hvis Apple gjorde noget andet? Skriv meget gerne i en kommentar nedenfor.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies