Direktør forlader allerede firmaet bag det nye Nokia

Arto Nummela, direktør i det finske firma HMD Global, som står bag det nye Nokia, forlader allerede virksomheden, inden topmodellen overhovedet er afsløret.

Direktør forlader allerede firmaet bag det nye Nokia

Der er sket uventet drama i den finske virksomhed HMD Global, som blev grundlagt i december 2016 for at føre det velkendte Nokia-brand tilbage igen efter Nokias brud med Microsoft sidste år.

Arto Nummela, som har været direktør for HMD Global, har nemlig forladt virksomheden. Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse. Arto Nummela er et særdeles kendt ansigt i Nokia-verdenen. Han blev nemlig en del af Nokia allerede i 1994 og stod i en årrække i spidsen for dele af Microsofts smartphoneafdeling, inden han blev en del af det HMD Global.

Læs også: Nokia og ZEISS-optik genoptager samarbejdet

Det blev dog en kortvarig fornøjelse på kun 7 måneder for Nokia-veteranen, da han og bestyrelsen i fællesskab er kommet til enighed om, at han forlader den finske virksomhed med øjeblikkelig virkning. Dermed mister HMD Global en nøgleperson lige op til, at firmaet står til at afsløre dets første Nokia-topmodel siden bruddet med Microsoft.

”Arto Nummela har spillet en vigtig rolle for etableringen af HMD Global ved at bygge teamet og lancere vores første produkter. På vegne af hele bestyrelsen takker jeg for hans indsats og ønsker ham alt godt i hans kommende foretagender,” siger Sam Chin, bestyrelsesformand i HMD Global.

Læs også: Nokia 8: Specifikationer og dansk pris afsløret før tid

I stedet indtræder Florian Seiche som direktør i HMD Global. I forvejen fungerede han som driftsleder i den nye finske virksomhed, der holder til i byen Espoo i Finland og bogstaveligt talt har adresse lige over for de gamle Nokias bygninger.

Selvom en vigtig Nokia-veteran nu ikke længere er en del af HMD Global, er der fortsat masser af Nokia-DNA i HMD Globals ledelse. Den nye direktør er tidligere vicedirektør i Nokias salgs- og marketingafdeling, mens HMD globals anden driftsleder, Pia Kantola, samt økonomidirektøren Anssi Rönnemaa har mange års erfaring med ledende positioner i det gamle Nokia. Ja, det gør sig faktisk gældende for en stor del af HMD Globals ledelse.