Disse smartphone-styresystemer hitter blandt Mobilsidens læsere

Tre styresystemer dominerer blandt Mobilsidens mange læsere. Vi kigger nærmere på resultatet fra fredagens afstemning Mobilsiden.dk.

Disse smartphone-styresystemer hitter blandt Mobilsidens læsere

Mobilbilledet ændrer sig lynhurtigt. Det er ikke mange år siden, at Nokia havde sin storhedstid med sit Symbian-styresystem, hvor også canadiske RIM havde succes i udlandet med sine sikre BlackBerry-telefoner.

Læs også: Hvilket styresystem har din smartphone? [AFSTEMNING]

Meget er dog sket på relativt få år. Derfor sluttede vi på Mobilsiden sidste uge af med en afstemning om, hvilket styresystem læserne benyttede på deres smartphones. Om end resultatet ikke er så overraskende, er det fortsat ganske interessant, når det holdes op imod de statistikker, der er at finde på verdensplan.

Blandt Mobilsidens faste læsere kan det ud fra afstemningen konkluderes, at der er en mere ligelig fordeling af markedsandele mellem Android, iOS og Windows Phone/10 Mobile end på verdensplan. Det er fortsat Android, der dominerer med en andel på 61,3 % blandt læserne. Det er dog markant lavere end de enorme 86,2 %, der er at finde på verdensplan.

Til gengæld ser det noget bedre ud for iOS og Windows 10 Phone, der – ikke overraskende – har den ekstra markedsandel blandt læsere, som Android har mindre i forhold til på verdensplan. Dermed er det 20,6 % eller hver femte Mobilsiden-læser, der bruger en iPhone med iOS. Særligt Windows Phone og Windows 10 Mobile har godt fat i Mobilsidens læsere i forhold til hvad man kunne tro ud fra de samlede udenlandske opgørelser.

Læs også: Android sidder nu på hele 86,2 % af smartphonemarkedet

Ikke langt fra iOS ligger Windows-styresystemerne nemlig med 15,3 %, hvilket er en seks gange højere andel end hvad Microsoft må nøjes med i det samlede billede. De tre styresystemer tæller i alt for 97,18 % af læsernes styresystemer, mens der er en lille gruppe på 1,65 %, der bruger flere af de nævnte styresystemer.

Hvad er din umiddelbare tanke om de to opgivelser af markedsandelene? Kan du i det daglige billede genkende udbredelsen af styresystemerne iblandt Mobilsidens læsere i højere grad end det er tilfældet med tallene på verdensplan – eller forholder det sig omvendt? Giv gerne din mening til kende i en kommentar nedenfor.