Duel: HTC Legend mod HTC Desire

De to mest omtalte mobiler dette forår, Legend og Desire, sættes her op mod hinanden. Hvad er det bedste køb?

Duel: HTC Legend mod HTC Desire

HTC har tidligt på dette forår formået at skabe stor interesse omkring produkterne Legend og Desire. Det mest stillede spørgsmål fra mobilkøberne har været: “Hvad skal jeg vælge”.

I denne artikel forsøger vi at sammenligne og bedømme en række af punkterne i de to mobiler.

Når du har læst denne sammenligning samt anmeldelserne af henholdsvis HTC Legend og HTC Desire håber vi, at købsbeslutningen er gjort lidt lettere.

HTC Desire nyt artikelfoto
HTC Desire

Skærmen – lille mod stor

Den umiddelbare forskel er til at få øje på – her er det blot at se på specifikationerne.

Legend:

320 x 480 pixels
3,2″
AMOLED

Desire:

800 x 400 pixels
3,7″
AMOLED

Ved fuld lysstyrke fremstår skærmen på HTC Legend en smule klarere end på Desire. Det samme gælder når automatisk lysstyrke er aktiveret.

Den større skærm betyder ikke mere plads i brugerinterfacet – helt overraskende er der plads til det samme antal ikoner og widgets på hjemmeskærmene på begge mobiler.

Score: Legend vs. Desire – 1-0

Opstarten

Begge mobiler starter forholdsvis hurtig op – det opleves i hvert fald ikke som voldsomt lang tid.

Desire er dog cirka 10 sekunder hurtigere om at nå til “indtast pinkode”-billedet.

Efter pinkoden er tastet er Desire igen hurtigere om at indlæse den sidste del indtil mobilen er helt klar.

Score: Legend vs. Desire – 1-1

HTC Desire nyt artikelfoto
HTC Desire til venstre. Legend til højre

Internet-adgangen

Grundlæggende er internetoplevelsen fantastisk på begge produkter som også har Adobe Flash 10.1.

Desire er dog maginalt hurtigere til at starte webbrowseren op, og ved indlæsning af Mobilsiden.dk (forsiden) er Desire igen overlegen. Omkring 5-10 sekunder skal den bruge.

Andre eksempler:

tv2.dk : Desire 7 sek. Legend 14 sek.
jp.dk : Desire 6 sek. Legend 13 sek.
bt.dk: Desire 13 sek. Legend 22 sek
Mobilpriser.dk : Desire 7 sek. Legend 17 sek.

Når der dobbeltklkkes på en website for at zoome ind, opleves begge mobiler lige hurtige.

Dobbeltklikkes på en artikeltekst tilpasser begge mobiler tekstindholdet perfekt til skærmens bredde. Samme tendens gør sig gældende ved multitouch zoom hvor mobilerne igen er lige hurtige og smidige.

Når en hjemmeside skal skifte fra horisontal til vertikal visning er der heller ingen hastighedsforskel.

Samlet vinder Desire dog på indlæsningshastigheden.

Score: Legend vs. Desire – 1-2

Kamera – fem megapixels

Når du klikker på kamera-ikonet startes lige hurtigt op – og når der er fokuseret, er udløseren 100 % ens. Alligevel vinder Desire en smule på fokus-delen, der opleves en smule hurtigere.

Billedekvaliteten er meget ens, og man kan ikke seriøst vurdere, om den ene er bedre end den anden. Begge mobiler har fem megapixels kamera og én fotolampe.

I fotogalleriet er begge mobiltelefoner lige hurtige til at vende et billede, når telefonerne holdes hhv. horisontalt og vertikalt.

Det er på marginalerne. Men Desire får pointet her.

Score: Legend vs. Desire – 1-3

Brugerinterface og menu

Både Legend og Desire opleves lige hurtige, når man scroller frem og tilbage i brugerinterfacet og menuen.

Legend virker dog en anelse mere smooth i grafikken, hvilket muligvis kan hænge sammen med, at skærmen er mindre.

Vi er nede i detaljerne, men Legend er foran.

Score: Legend vs. Desire – 2-3

HTC Legend nyt artikelfoto
Radio på Legend

Musikafspilleren

Begge mobiler har præcis samme musikafspiller og 3,5 mm. jackstik til headset i toppen. Begge sæt hovedtelefoner i salgspakkerne er lige dårlige.

Højtaleren i Desire lyder dårligere end højtaleren i Legend, men i et sæt ordenlige hovedtelefoner er der ingen forskel at høre. Det lyder som om, at der er brugt præcis samme forstærkerchip i dem begge to.

Legend vinder på den bedre højtalerlyd.

Score: Legend vs. Desire – 3-3

Benchmark test

Benchmark kan udtrykkes i forskellige tal, der gør, at man kan sammenligne præstationen mellem forskellige enheder.

Med programmet “Benchmark” fra Android Market scorer Legend højest på 2D-grafik, mens Desire ligger over to gange højere på CPU-målingen. Hastigheden på interne hukommelse vinder Desire med dobbelt op. Filsystemet ligger næsten ens – det vil sige Legend er en bitte smule hurtigere.

Når der laves en måling af 3D-grafikken med programmet Neocore fra Qualcomm vinder Legend helt overraskende over den på papiret hurtigere Desire. Helt præcist er Legend i stand til at vise 3D-grafik med omkring 36 fps (billeder i sekundet). Desire ligger nede på 25 fps – hvilket er samme resultat som Nexus One.

I rå tal lader det altså til, at HTC Legend faktisk vinder over Desire. Det giver samtidigt svaret på, hvorfor der i dagligdagen, stort set ingen forskel opleves på de to enheder.

Jeg kan ikke undgå og tænke, at HTC har båndlagt noget af hastigheden i Desire – for måske på et senere tidspunkt at frigøre resurserne. Men dette er ren spekulation.

Score: Legend vs. Desire – 4-3

Dagligdagen med mobilerne

Når man sammenligner mobilerne er det slående, hvor lille en performance-forskel der opleves. Jeg har på ingen måde været irriteret over nogle af dem på grund af hastigheden eller stabiliteten.

Det mest tydelige er, at Desire næsten kan spille f.eks. DR Update flydende, mens Legend stort set kun afspiller lyden.

Den større skærm på Desire, gør det lidt lettere at bruge multitouch zoom-funktionen i browseren, ligesom det også er en smule lettere at ramme onscreen-tastaturet.

Som tidligere nævnt betyder den større skærm og højere opløsning på Desire ikke, at der kan være flere ikoner på skærmen. Så grundlæggende set, er gevinsten ved en større skærm at det er lettere at ramme og en smule lettere at betjene enheden – men samtidigt fylder mobilen jo også mere i lommen.

Strømforbruget ligger også rimeligt tæt, men Legend er nok bedst til at holde på batteriets power.

Ét point til hver.

Score: Legend vs. Desire – 5-4

Konklusion og editors choice

I rå tal ud fra denne uvidenskabelige test ender konklusionen på 5-4 i Legends favør. Men så unuanceret kan man ikke se på mobilerne formåen. Når der skal vælges mobiltelefon spiller mange faktorer ind.

Personligt er jeg vild med Legends aluminiums finish – men den større skærm på Desire spiller positivt ind på mig, fordi jeg går meget på nettet fra mobilen.

Prisen er naturligvis også en vigtig faktor. HTC Legend fås helt ned til omkring 3.000 kroner, mens Desire er mellem 5-700 kroner dyrere – naturligvis alt efter hvilket abonnement der vælges.

Jeg synes valget skal deles op i to målgrupper. Gadgetfreaks og folk med hang til tekniske enheder, skal købe en HTC Desire. Går man lejlighedsvis på nettet, og betyder design noget, så er Legend det rigtige valg.

Personligt var jeg mest til Legend i begyndelsen – hovedsageligt på grund af størrelsen og designet. Men den større skærm på Desire, synes jeg faktisk er meget sej.

Så “editors choice” bliver HTC Desire – men det er virkelig close race.

Sidste opdatering af historien

Siden redaktionen kørte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. Allerede d. 15/4/2010 kørte vi en opfølgning med en artikel med fokus på HTC Desire – Smartphonen over dem alle? – mobiltest – Følg det videre forløb her. Se også seneste nyt om emnet ved at trykke her..