Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Dyre sms-konkurrencer vildleder forbrugerne

Dyre sms-konkurrencer vildleder forbrugerne

Forbrugerombudsmanden erklærer tv-reklamer for sms-konkurrencer for ulovlige. Forbrugerne bliver lokket til at bruge 45 kroner per sms, når de deltager.

Med en enkelt sms kan man deltage i konkurrencer om alverdens ting. Kildemoes-cykler, en rejse eller en rolle som statist i den sidste Harry Potter-film.

Reklamerne for konkurrencerne kører i øjeblikket på tv-kanalerne TV3 Puls og Kanal 4.

For den almindelige seer kan det være svært at få øje på dét, der står med småt i hjørnet af skærmen. Det koster nemlig 45 kroner per sms at deltage i konkurrencerne.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe er nu gået ind i sagen, og han mener, at reklamerne er i strid med EU-lovgivningen, når det ikke bliver gjort tydeligt for forbrugeren, hvad det koster at deltage.

- "Jeg vil tage fat i de ansvarlige, så det bliver rettet, og det bliver rettet for forbrugeren. For noget af det når forbrugeren simpelthen ikke at se," siger han til P3Nyhederne.

Seer føler sig bondefanget

En af de tv-seere, der blev snydt, er Bo Christensen. Han nåede ikke at opdage, at sms-konkurrencen om en ny cykel kostede 45 kr.

- "Man bliver jo forført af cyklen og af de lækre billeder, men tænker ikke så meget over, hvad der står med småt. Det kan være ganske svært at følge med i det hele," siger Bo Christensen til P3Nyhederne.

Han har nu valgt at benytte sig af sin 14 dages returret.

- "Jeg føler mig nok lidt dum, men efterfølgende føler jeg mig mere bondefanget," siger han til P3Nyheder.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies