Ekspert: Drop 4G – det eksisterer ikke

Hører du om lynhurtigt internet på mobilen via 4G, er det sandsynligvis forkert. Som begreb eksisterer 4G slet ikke.

Ekspert: Drop 4G – det eksisterer ikke

4G eksisterer ikke! Sådan er den klare melding fra teleanalytiker John Strand i Strand Consult. Betegnelsen er opdigtet af journalister og medier, og det er misvisende i forhold til, hvad forbrugerne skal forvente. Derfor skal betegnelsen droppes!

Hvad medierne betegner som 4G, er i virkeligheden LTE-teknologien, som i realiteten er en naturlig udvikling eller evolution af 3G-netværk.

Strand Consult står fast, at betegnelsen 4G ikke kun er misvisende, men den får også fokuset rykket hen på teknologi i stedet for forbrug og brugervenlighed. Desuden vil 4G-betegnelsen også kunne skræmme forbrugerne væk, da det vil associeres med overgangen fra 2G til 3G, som bestemt ikke var smertefri.

Journalister er inkompetente

– “Der kommer 4G engang – men standarden er ikke vedtaget endnu. Derfor vil jeg fremover betegne de journalister, der sætter lighedstegn mellem 4G og LTE for inkompetente”, lyder opsangen fra John Strand.

Han slår fast, at LTE blot giver mobilselskaberne mulighed for flere kunder på samme mobilmast. På mobilen eller det mobile bredbånd vil kunden således blot opleve en højere og mere stabil datahastighed.

John Strand minder om, at man i “gamle dage” heller ikke kaldte GSM for andet end GSM, til trods for at nettene kører både GSM 1800 og GSM 900.