Ekspert: HTC vildleder om topmodellen Desire HD

Når du køber HTC Desire HD får du en langt dårligere skærm, end den du bliver lovet. Det er stærkt vildledende markedsføring, og kunderne kan kræve erstatning, understreger teleekspert.

Ekspert: HTC vildleder om topmodellen Desire HD

HTC lancerede i september Desire HD, en større og nyere version af den originale og meget populære Desire.

Efterfølgende har der hersket stor forvirring om, hvilken type skærm Desire HD er udstyret med.

Problemet er, at HTC taler med to tunger og melder noget ud på ét marked, og noget andet på andre.

Det har haft den konsekvens, at både nyhedssites, forhandlere og endda Wikipedia skøjter rundt i betegnelserne. Men det har ikke fået HTC til at gribe ind og sørge for, at forbrugerne får den rigtige information, og det gør HTC skyldig i grov, grov vildledning, mener en dansk teleekspert.

Han understreger i øvrigt, at HTC umuligt kan være i god tro.

Forskellige pressemeddelser

I den danske pressemeddelse skriver HTC, at der er tale om en LCD-skærm, og HTC bekræfter over for Mobilsiden.dk, at der ER tale om en LCD-skærm, i ALLE Desire HD enheder, verden over.

Men i pressemeddelser fra en lang række andre lande, blandt andet Polen, Spanien og Europa skriver HTC, at Desire HD har en Super LCD-skærm, eller S-LCD.

Der er stor forskel på de to typer skærme, selvom det kun er et ‘Super’, der adskiller dem. En Super LCD er væsentlig flottere og dybere i farverne, end den mere gammeldags LCD-type.

Forvirring på nettet

Da Mobilsiden.dk anmeldte Desire HD nævnte vi også skærmen, som vi kaldte en Super LCD-skærm, og som vi i øvrigt kritiserede for at være for dårlig.

HTC reagerede og kommenterede over for Mobilsiden.dk på netop det afsnit. Der blev dog ikke nævnt ét ord om, at skærmen ikke er en Super LCD, men blot en LCD.

Og Mobilsiden.dk er ikke de eneste, der ikke har kunne holde styr på fakta.

Også det online opslagsværk Wikipedia.org har galt fat i informationerne. Den engelske version skrev tidligere SLCD under skærmtype, men har siden ændret det til TFT LCD. Dog skriver for eksempel den tyske version af Wikipedia stadig, at Desire HD er udstyret med Super-LCD.

elgiganten
På Elgigantens web-shop kan man læse, at Desire HD er udstyret med en “krystalklar S-LCD skærm”. Det er bare ikke rigtigt.  (Foto: Screendump af Elgiganten.dk)

Kunderne kan hæve købet

I Danmark skriver blandt andet forhandleren Elgiganten og teleselskabet TDC også forkert på deres web-shop. Og det er her, at det store problem ligger.

Kunder, der har købt en Desire HD ud fra de falske forudsætninger, har ikke har fået det, de har betalt for.

-“Hvis der er fejl i de specifikationer kunderne har fået oplyst, kan forbrugerne hæve købet eller kræve en form for erstatning,” forklarer Torben Rune, teleekspert og direktør i telerådgivningsfirmaet Netplan.

-“Det er i den grad HTCs ansvar at sørge for, at de specifikationer, der bliver kommunikeret er korrekte. Både fra dem selv, men også hos forhandlerne og i anmeldelser.”

Og når HTC for eksempel har været i dialog med Mobilsiden.dk om Desire HD anmeldelsen, så er de uden tvivl i ond tro i juridisk forstand, når de ikke påpeger, at der er tale om en LCD-skærm, understreger Torben Rune.

Stadig ingen rettelse

HTC i Danmark har trods flere henvendelser fra Mobilsiden.dk, ikke ønsket at kommentere på sagen.

Mobilsiden.dk kontaktede blandt andet selskabet før jul, og gjorde dem opmærksomme på problemet, blandt andet det faktum, at Elgiganten oplyser den forkerte skærmtype.

Det har dog ikke fået HTC til at tage kontakt til Elgiganten, og få fejlen rettet. Elgiganten skriver dags dato stadig, at Desire HD har en Super LCD-skærm.

Læs også:
TDC: Desire HD-kunder kan returnere telefonen
Jurist: HTC er som udgangspunkt uden ansvar
HTC beklager fejlinfo om Desire HD-skærm