Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Eksplosivt batteri bremser Galaxy Note 7

Eksplosivt batteri bremser Galaxy Note 7

I Sydkorea er leveringen af Galaxy Note 7 angiveligt blevet standset, og det kunne meget vel være grundet kraftige problemer i de første modeller.

Foto: Baidu

Samsung har denne uge sat forsendelsen af Galaxy Note 7 til flere Sydkoreanske telekæder på pause, efter det er kommet frem at nogle Note 7-enheder angiveligt er eksploderet under opladning. Det skriver Sydkoreanske Yonhap News.

Historierne om de defekte Note 7’er er løbende dukket op efter dens udgivelse, og flere brugere har udgivet billeder af, hvad der efter sigende skulle være en Note 7 sprunget i luften.

Det er det, som Samsung nu angiveligt tager konsekvensen af, lyder det fra Yonhap News, som har været i tale med højtstående folk i den Koreanske telebranche.

Se her: Samsung Galaxy Note 7 i problemer: Crasher helt tilfældigt

Samsung har ligeledes over for reuters bekræftet, at der er tale om en yderlige kvalitets- og kontroltest af Note 7, og det altså er derfor, forsendelserne er blevet standset.

“Leveringen af Galaxy Note 7 er blevet forsinket grundet yderligere test af produktets kvalitet” fortæller en officiel talsperson fra Samsung til Reuters.

Salget af Galaxy Note 7 er ellers gået umådelig godt for Samsung, og siden den 19. august har de solgt mere end 400.000 enheder i hjemlandet, hvilket klart overgår den tidligere stjerne på året, Galaxy S7.

Læs med: Officielt: Samsung Galaxy Note 7 er forsinket i Danmark

I Danmark er leveringen af Note 7 ligeledes blevet rykket, og fra at kunne anskaffe sig super-phableten her fredag den 2. september, ja så må vi vente en uge mere.

Hidtil har Samsung begrundet dette med en større efterspørgsel end forventet, men om det også, som det tyder på i Sydkorea, kan have noget at gøre med de defekte første modeller - det kan vi kun gisne om.

Men hvis de eksploderede batterier og andre komplikationer virkelig er et udbredt fænomen, så er Samsung for alvor i problemer, og hvordan de vil løse den suppedas, ja det bliver for alvor interessant.

Se denne: S Pen i Samsung Galaxy Note 7 kan sætte sig fast

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies