Endnu en mobilbetaling ser dagens lys

Der findes snart et væld af mobile betalingsløsninger og nu melder Nets sig også på banen med en løsning.

Endnu en mobilbetaling ser dagens lys

Nets er på vej med en konkurrent til de eksisterende mobilbetalingsløsninger, og den ser dagens lys inden årets udgang. Fra starten af kommer den kun til Android og Windows Phones – da iPhones ikke indeholder NFC-chips. Det skriver Politiken.dk.

Nets løsning benytter NFC, Near Field Communication, som med en chip i telefonen kan klare betalingen ved brugeren holder mobiltelefonen hen til dankortterminalen. Det forventes, at det inden årets udgang er hver anden dankortterminal, som kan tage imod penge via NFC-teknologien.

Det er det franske selskab Oberthur Technologies og det danske Pertura, som i samarbejde med Nets står for udviklingen af løsningen.

 – ”Vi forventer at være klar med en løsning inden årets udgang. Hvornår lanceringen konkret finder sted afhænger af, hvornår der er en bank, der udsteder et kort, som anvender løsningen,” siger Susanne Brønnum, der er vicedirektør i Nets til version2.dk.

De kort, som skal være i den mobile tegnebog fra Nets, er nogle ens egen bank skal udstede digitalt. Ligesom der heller ikke behøver være mere strøm på telefonen, for at en betaling kan gennemføres (dog afhænger dette af telefonerne).

Foruden løsningen fra Nets, så kommer også en mobilbetalingsløsning fra 4T, Coop m.fl. Mens Danske Bank allerede har deres MobilePay applikation på markedet, som mere end 400.000 nu har downloadet. De andre bankers løsning, Swipp, oplever umiddelbart ikke helt samme succes, som MobilePay.

Nets forestiller sig også, at løsningen kan bruges til billetter, rejsekort og elektroniske nøgler m.v. på sigt.