Endnu et teleselskab politianmeldt for vildledning

Forbrugerombudsmanden har netop politianmeldt endnu et teleselskab for vildledende priser i en kampagne.

Endnu et teleselskab politianmeldt for vildledning

Nu kan teleselskabet Tellio stille sig op i rækken af selskaber, der er blevet politianmeldt for mangelfulde og vildledende prisoplysninger.

Forbrugerombudsmanden politianmelder Tellio, efter en kampagne på Tellio.dk, hvor mindsteudgiften manglede, og hvor der blev annonceret med gratis oprettelse af et abonnement, der i virkeligheden indebar en række startomkostninger.

Det er i strid med markedsføringslovens § 13, hvori det fastslåes, at erhvervsdrivende altid er forpligtet til at oplyse mindsteprisen forbundet med at tegne et abonnement, hvis der er bindingsperiode og/eller oprettelsesomkostninger knyttet til abonnementet.

Ikke første gang

Tellio blev for ret præcis tre år siden også meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden – dengang også for vildledning.

Men sagen dengang og nu er meget forskellige, forklarer kundeservicechef hos Tellio Morten Lybecker.

Han indrømmer, at de ikke havde tjekket grundigt nok op på reglerne, blandt andet om at leje og fragt af en telefonadapter også tæller som en startomkostning.

Han understeger dog også, at de reagerede hos Tellio, så snart de blev opmærksomme på problemet.

-“Efter vi blev kontaktet af Forbrugerombudsmanden rettede vi priserne med det samme,” siger han til Mobilsiden.dk.

I fremtiden vil alt materiale, hvor der indgår priser og vilkår fra Tellio ryge forbi en advokat, inden det bliver offentliggjort.

Læs også:
– Telia politianmeldt for iPhone-reklame 
– 3 er blevet politianmeldt