Europa vil halte efter Asien og USA med udrulningen af 5G

De lynhurtige 5G-netværk vil nå markant langsommere ud til forbrugerne i Europa i forhold til Asien og USA, lyder det fra analyseinstituttet GlobalData.

Europa vil halte efter Asien og USA med udrulningen af 5G

Som dansker må du forvente, at den kommende 5G-netværksteknologi bliver bredt ud landet over noget senere, end det er tilfældet i Asien og USA.

Sådan lyder det fra firmaet GlobalData, som netop har udarbejdet en udførlig rapport over, hvordan udsigterne ser ud til at kunne tage næste generations mobilnet i brug. Står det til firmaet, vil især Sydkorea være langt fremme. Allerede i 2022 vil over halvdelen af alle mobilbrugere have adgang til lynhurtige gigabit-hastigheder. Til sammenligning vil kun 7 % af europæerne have adgang til 5G på samme tidspunkt, lyder det.

Læs også: Lynhurtig 5G lige om hjørnet: Testes allerede af TDC Group

”Nogle mobilmarkeder, såsom Sydkorea og Japan, er velegnede til 5G med udbredt fibernet, små udrulninger af netværk, avanceret 4G-netværk og kontrolmyndigheder, der bakker op,” siger Upin Dattani, afdelingsleder ved GlobalData. Han tilføjer:

”Teleselskaber i Europa er opsatte på at opnå en god tilbagebetaling for den omfattende kapitalinvestering brugt på 3G og 4G. Selvom europæiske teleselskaber ser fordele ved mere driftssikre og lydhøre næste generations netværk, vil teknologiske fremskridt formentlig foregå i et mere roligt tempo”.

I rapporten fremgår det også, at flere teleselskaber i løbet af 2017 tester tidlige udgaver af forskellige 5G-netværk, mens få teleselskaber vil begynde at tilbyde dets kunder 5G-opkobling allerede fra næste år. Fra 2018 og frem til 2020 vil langt de fleste teleselskaber lancere deres 5G-netværk.

Danske teleselskaber tester 5G i disse år

Et af de danske teleselskaber, som satser på 5G, er TDC Group. Her har man siden slutningen af juni måned 2016 testet 5G flere steder i København, blandt andet på Københavns Hovedbanegård. Sidst i januar måned i år kunne teleselskabet meddele, at man havde opnået europæisk rekord med en hastighed på intet mindre end 70 Gbit/s eller hvad der er 1000 gange hurtigere end den gennemsnitlige hastighed på TDC Groups mobilnet på 70 Mbit/s.

Læs også: 3 firedobler datahastigheden med teknologi til 5G-netværk

Også teleselskabet 3 forsøger sig med 5G for tiden. Ved Roskilde Festival testede teleselskabet den såkaldte ’Massive MIMO’-teknologi, som udgør en central del i 5G-netværket. Dette var første gang, at teknologien blev testet kommercielt i Europa ved større begivenheder med mere end 10.000 personer.

5G-mobilnettet forventes at blive klar i Danmark i 2020, og det er samme årstal, som 3 oplyste forleden. Det interessante bliver naturligvis hvor hurtig udrulningen så kommer til at foregå.