Få styr på regningerne med ny Betalingsservice-app

Med en ny Betalingsservice-app fra Nets kan du få et fuldt overblik over alle dine betalinger, din økonomi og nemt oprette nye aftaler fra nye regninger.

Få styr på regningerne med ny Betalingsservice-app

Hvis du vil gøre det nemt at betale dine regninger med Betalingsservice, har det hidtil skulle foregå enten i din banks netbank eller mobilbank, hvor mulighederne og funktionerne er ret begrænsede.

Læs også:  Coop laver egen konkurrent til MobilePay og Swipp

Derfor har firmaet bag Betalingsservice, Nets, lanceret en officiel app til både Android og iOS, der gør det endnu nemmere og smartere at klare alle regningerne over Betalingsservice. Konceptet er ganske simpelt:

Du downloader appen enten fra App Store til iOS eller Play-butikken til Android og logger ind med dit nemID (kun første gang). Herefter skal du vælge en firecifret PIN-kode og oplyse enkelte personlige oplysninger – og så er du kørende.

Betalingsservice
Foto: Play.google.com

Sådan fungerer Betalingsservice på mobilen

Betalingsservice-appen er bygget op omkring fire menuer: Min profil, betalinger, aftaler og overblik. På den første side kan du se et hurtigt grafisk overblik over de seneste måneders betalinger, lige som du her ser, hvis der er kommet nye beskeder til dig fra Betalingsservice.

I det andet menupunkt, betalinger, finder du en fuld oversigt over alle dine betalinger gennem tiden, lige som du også kan se de kommende betalinger for næste måned.

I det tredje menupunkt, aftaler, kan du finde alle dine enkelte aftaler og se detaljer om dem såsom hvornår næste betaling finder sted. Du kan samtidig oprette en ny aftale – enten ved skanne en QR-kode fra din regning eller indtaste informationerne manuelt – og så er regningen straks tilmeldt Betalingsservice.

Læs også:  Danske Lunar Way vil nytænke bankoplevelsen på din mobil

Til sidst har du fjerde menupunkt med et overblik over alle dine betalinger, hvor du kan oprette et budget og få illustreret med nemt forståelige søljediagrammer, hvordan økonomien ser ud og undgå ubehagelige overraskelser en måned.

Hvis der skulle ske ændringer i dine bankforhold, kan du også med få klik gå ind i appens indstillinger og ændre, hvilken bankkonto alle dine regninger skal betales fra. Det kan med andre ord ikke blive meget nemmere at få et overblik over dine regninger, betalingsaftaler og din økonomi.