Facebook introducerer videoer i 360 graders visning

Nu kan du føje en helt ny dimension til dine videoer på Facebook med introduktionen af 360 graders visning.

Facebook introducerer videoer i 360 graders visning

Nu kan du se videoer på Facebook på en måde, som det aldrig før har været muligt på det sociale medie: 360 graders video. Det skriver Facebook i en pressemeddelelse.

Læs også: Facebook arbejder på social ‘virtual reality’

Med videoer vist i 360 grader kan du selv bestemme, hvad du vil se i dem samtidig med, at det giver en helt anden indlevelse i det, du ser. Du kan enten bevæge dig rundt i videoerne ved at trække fingeren rundt på skærmen, når du bruger Facebook på din smartphone eller endnu nemmere bevæge smartphonen rundt. Sensorer registrerer nemlig telefonens bevægelse og kan bruge de informationer til at lade dig anskue videoerne fra enhver tænkelig vinkel.

Også på Facebook på computeren kan du tage den nye visningstilstand i brug, hvor du navigerer rundt i videoerne med musen. Eksempler på de nye videoer på Facebook kan ses her hos GoPro, Discovery og Star Wars.

Facebooks tiltag fungerer med andre ord på præcis samme måde, som det er tilfældet med YouTube. For et halvt år siden kunne verdens største videotjeneste afsløre 360 graders visning af videoer i appen og på hjemmesiden, og sidenhen er også reklamer i det nye format kommet til.

Læs også: YouTube lancerer 360 graders videoreklamer

Det hele kan lade sig gøre med særlige kameraer såsom Bublcam, Giroptic’s 360cam, IC Real Tech’s Allie, Kodak’s SP360 og RICOH THETA, som med flere linser opfanger alt omkring sig. Forskellige teknologier omdanner råmaterialet til videoer, der kan vises direkte på YouTube og nu også Facebook.

Om det er Facebooks planer at gå skridtet videre og implementere understøttelse for de såkaldte Oculus Rift-virtual reality-briller, som giver en endnu større indlevelse i den virtuelle verden, fremgår ikke, men må siges at være ganske oplagt.