Fælles kamp mod useriøse netbutikker

Kampen mod useriøse netbutikker intensiveres nu kraftigt. 1,5 mio. forbrugere får fremover gratis hjælp ved nethandel.

Fælles kamp mod useriøse netbutikker

De markedsledende shoppingportaler i Danmark har netop tiltrådt et banebrydende samarbejde med e-handelsfonden, som står bag e-mærket.

Formålet er, at hjælpe forbrugerne i situationer, hvor de har spørgsmål eller er usikre.

Fremover kan alle kunder fra de syv shoppingportaler gratis kontakte en fælles Forbruger Hotline, hvor uddannet personale kan svare på spørgsmål før, under og efter en handel på nettet.

Hotlinen kan kontaktes, hvad enten man er i tvivl om sine rettigheder ved nethandel eller skal have hjælp til at håndtere en netbutik, som måske har et alternativt forhold til Købeloven.

Ros til shopping-branchen

e-handelsfonden er mere end begejstret for de danske shoppinportalers ansvarsfuldhed.

– “Hvis vi skal højne tilliden til e-handel er det vigtigt, at hele branchen bakker op. Derfor har jeg kun ros til overs for den velvilje, som alle har udvist i forbindelse med samarbejdet”, siger e-handelsfondens direktør Lars Schmidt Larsen.

Med i samarbejdet er Mobilpriser.dk, Pricerunner.dk, Kelkoo.dk, Edbpriser.dk, Spilpriser.dk, DVDpriser.dk og HiFipriser.dk

Tilsammen repræsenterer portalerne 1,5 mio. forbrugere.