Farvel til Pebble – Fitbit tager nu officielt over

Pebble har solgt deres sidste smartwatch. Fitbit overtager nu officielt, og det baner vejen for helt nye muligheder.

Farvel til Pebble – Fitbit tager nu officielt over

I sidste uge kunne vi fortælle, hvordan fitnessband-giganten Fitbit var millimeter fra et opkøb af de ikoniske smartwatch-producenter fra Pebble, og nu er denne aftale altså blevet bekræftet af parterne selv.

Helt konkret er der tale om en erhvervelse af Pebbles softwaremæssige afdeling, og i den kommende tid vil de to firmaers udviklere skulle slå hovederne sammen for at arbejde på nye løsninger til kommende Fitbit wearables. Det skriver 9to5.

Se den tidligere: Fitbit tæt på køb af Pebble – Nye tider for smartwatches?

Hvor efterlader dette så Pebbles hardware-afdeling?
Ja, al produktionen er nu permanent bremset, og det betyder også, at alle dem, som enten har forudbestilt eller været med til at støtte de nye Pebble Time 2 eller Pebble Core får aflyst deres ordre og pengene retur.

Nuværende ejere af Pebble-uret vil fortsat kunne bruge deres enheder, men det forventes at servicen vil blive væsentligt forringet, samtidigt med at garantien helt vil frafalde.

“Vi forventer ikke at udsende regelmæssige opdateringer længere eller nogle nye Pebble-features. Vores nye mission fokuserer på at bringe Pebbles unikke wearable-ekspertise til fremtidige Fitbit-produktet.” står der bl.a. på Pebbles supportside.

Læs også: Fitbit Blaze: Nyt fitnessur med farveskærm

Pebble-ure vil fungere som før, indtil videre i hvert fald. Foto: Twitter.com (@Pebble)

Det får det af betydning

Fra Fitbits side så betyder opkøbet altså helt nye muligheder for deres kommende produkter, som helt sikkert kommer til at nyde godt af de erfaringer og kundskaber, som Pebble og deres udviklere besidder.

Den administrerende direktør hos Fitbit, James Park, er da også helt sikker på, at dette nye samarbejde vil gøre noget godt både for dem og kunderne.

Læs testen af: Fitbit Charge: Lige lovlig optimistisk følgesvend [TEST]

“Med denne erhvervelse er vi velpositionerede til at accelerere vores udvidelse af vores platform og økosystem for at gøre Fitbit til en vigtig del af det daglige liv for en bred vifte af forbrugere.”

Alt i alt bliver det utrolig spændende at følge resultaterne af denne nye konstellation og endnu mere at se hvilke kommende produkter, de nu forstærkede Fitbit kan hive op af hatten.

Se også: Samsung Gear S3 er nu sat til salg